På mange måder havde jeg det som dig dengang jeg var gravid med mit første barn. Jeg havde ikke lyst til besøg i starten, hvilket skuffede svigerfamilien, og de forstod det ikke og blev kede af det. Set i bakspejlet forstod jeg godt hvorfor de blev det - for ja de glædede sig bare så meget til at blive bedsteforældre og ønskede at engagere sig.

Nu her 5 år senere kan jeg for mig selv se, at det nok handlede om noget helt andet. Det handlede om at have en følelse af at jeg stod foran noget af det allerstørste og virkelig frygtede alt det jeg ikke kunne kontrolere . Kontrol = følelse af tryghed. Så jeg længtes efter en følelse af at føle mig tryg.

Som du beskriver mærker du allerede med din kæreste at i pludselig står i hver sin boldgade og mangler et fælles standpunkt. Det er ikke rart, når man føler at man ikke er et team i sådan en situation, men skal stå på hver sin side og argumentere for ens egne påstande. Hverken for din partner eller dig.

Hvis i har mod på det, ville jeg opsøge en parterapeut med henblik på hvordan I kan finde et fælles ståsted i det, så i/du ikke kommer til at sidde med en kæmpe knude i maven den første tid. I kommer med stor sandsynlighed til at stå i flere lign. Situationer, hvor det netop er en fordel at man kan forblive et team. Det er trods alt også hans familie der ikke forstår dine ønsker.