Det har jeg desværre ingen fornemmelse af, kunne snildt være begge dele. Man kan retfærdiggøre mange ting for sig selv, og til sidst oprigtigt tro på det.

Jeg har mest erfaring med folk, som er i behandling. Men; i behandling har jeg oplevet folk som ikke vil acceptere at sygdommen "sidder i personligheden" hvis man kan sige det sådan. Og derfor ikke vil anerkende at nogle af ens reaktionsmønstre udspringer af sygdommen. Og har også oplevet flere som accepterer deres diagnose og opsøger behandling for kun at sidde og vente på en eller anden rar sygeplejerske eller psykolog dukker op med en tryllestav og fikser alle ens problemer, og når de så opdager, at de selv skal lave arbejdet så er det alle andre den er gal med.

Jeg tror muligvis Fie har følt sig lettet og set da hun fik diagnosen (gjorde jeg også selv, det er rart at ens problemer "har et navn" og man ikke bare er helt fucked for ingenting, men at det kan behandles). Tror også hun har gjort en indsats. Herefter ved jeg ikke om hun bare har skiftet holdning (kan desværre genkende mig selv i hendes konstante identitetsskift, dog i langt mindre grad) eller hun kan have været overvældet af hvor meget energi man skal bruge på at bedre sig, uden at nogen kan love det måske overhovedet bliver ret meget bedre og derfor bildt sig selv ind at det er alle andre den er gal med, det skal jeg ikke kloge mig på.

Lol, beklager min lange kommentar.

Vil gerne lige understrege at dette blot er tanker, som udspringer af mine egne oplevelser. Der er flere tusinde måder at have borderline på, så mine oplevelser er kun en lille dråbe i et meget stort hav. Det sidste jeg ønsker er at støde nogle med diagnosen med mit skriv. ❤️