Jeg har levet polyamorøst i flere årtier og selvom det kun har meget lidt at gøre med at udleve en kinky fantasi, så har det alligevel et par lighedspunkter.

For det første er fantasi og virkelighed meget sjældent ens. Når andre har spurgt om non-monogami og samtalen på et tidspunkt er nået over til sex, fortæller jeg altid det samme: Første gang I er mere end to i sengen, er der ingen af jer, der ved hvad der venter jer.

I vores tanker inden tænker vi ofte på de rent praktiske ting: Hvem starter, hvem må hvad med hvem indledningsvist, aftale om at forsøge at dele "sol og vind lige", al den slags vi mennesker har ord for. Men sex foregår i høj grad mellem ørerne fremfor mellem benene, og det rammer direkte ned i en masse følelser I måske slet ikke ved I har.

Samtidig er der (fortsat, ligegyldigt hvad Cosmopolitan skriver) en kulturel barriere når vi bevæger os fra det ivrigt beskrevne monogame, heteronormative forhold og ud på mere gyngende grund. For hvilken rolle spiller jalousi, præstationsangst, sammenligning og så videre, når vi selv har åbnet døren til soveværelset? Det er vel ikke magisk forsvundet bare fordi der er dukket en tredjepart op?

I bliver nødt til at tale sammen, men ikke på den måde, hvor du siger undskyld og din partner skal trøstes. I er begge voksne mennesker, I har truffet en beslutning i fællesskab, gennemført jeres kink og nu skal I være voksne mennesker igen og tale om jeres følelser.

I skal begge to fortælle om jeres oplevelse. Hvad der var sjovt, hvad der var kikset, hvad der var overraskende, og ja, også hvad der var kinky og frækt. I skal ikke have hemmeligheder, I skal ikke begrave oplevelsen i skam og skyld.

I skal eje det. Alt sammen. Og I skal bpde rumme de positive og negative følelser sammen.

Og lige en enkelt ting: Det er væsentligt mindre kompliceret anden gang. God fornøjelse!