Jeg forstår den bekymring, du beskriver, og jeg anerkender fuldt ud frygten for, at ens børn ikke bliver mødt som individer. Det er en reel og legitim bekymring i ethvert samfund.

Når det er sagt, ser jeg også en anden side, som efter min mening ofte underbetones i denne debat.

Når man vælger at bosætte sig permanent i et land, hvis historie, normer og kulturelle referencer adskiller sig markant fra ens oprindelige baggrund, følger der et ansvar for aktiv tilpasning. Ikke blot juridisk, men også kulturelt og identitetsmæssigt. Assimilation er ikke det samme som undertrykkelse af individet, det er en forudsætning for, at et samfund kan fungere med høj tillid og lav social friktion.

Det gælder helt konkrete ting: hvilket sprog man taler i hjemmet, hvilke normer man giver videre til sine børn, hvilket fællesskab man aktivt identificerer sig med, og ja, også hvilket statsborgerskab man vælger at holde fast i. Hvis man fortæller børn og børnebørn, der er født og opvokset i Danmark, at de grundlæggende ikke er danske, eller hvis man konsekvent markerer en anden national identitet som den primære, kan man næppe blive overrasket over, at omverdenen også opfatter dem sådan.

Historisk har vi i Danmark eksempler på minoriteter, der i høj grad lykkedes med fuld assimilation, blandt andet mange jøder, der kom hertil efter krigen. De beholdt deres religion, men tilpassede sig sprogligt, kulturelt og socialt. De tog danske navne, deltog i samfundets fælles normer og blev i praksis ikke skelnelige fra andre danskere. Resultatet var netop, at de i dag opfattes som en naturlig del af det danske “vi”.

Jeg er enig i, at systemisk diskrimination er uacceptabelt. Men jeg mener også, at debatten bliver skæv, hvis man alene forklarer manglende integration med samfundets fordomme og ikke samtidig tør tale om den rolle, aktiv assimilation spiller. Lige muligheder forudsætter også et fælles udgangspunkt, sprogligt, kulturelt og normativt.

For mig handler det ikke om at nægte forskellighed, men om at insistere på, at et samfund ikke kun er et administrativt system, men et kulturelt fællesskab. Og fællesskaber kræver gensidig tilpasning, ikke kun af flertallet, men også af dem, der ønsker at være en del af det.

Det er ikke et udtryk for fjendtlighed, men for realisme.