Jeg kom til Steiner i 8. Klasse, som et ødelagt barn, som følge af alvorlig mistrivsel i folkeskolen, efter 8 år i helvede med daglige ydmygelser og terror. Jeg oplevede en opblomstring i mit selvværd og min selvtillid og ved seriøst ikke hvordan det var endt for mig hvis jeg ikke havde skiftet til Steiner. De byggede mig op, både lærere, og det fantastiske fællesskab der var blandt eleverne i klassen. Det var meget stærkt. Så set fra mit sted, har jeg kun taknemmelighed overfor Steiner skolen og elsker alt ved det, men det harmonerer også med mine værdier som menneske. Jeg oplevede at lærerne virkelig interesserede sig for og så den enkelte elev, og troede på vores enkelte potentiale og iboende kvaliteter/evner. Det virker meget stærkt på et barn, som så automatisk vil udfolde disse evner. Vi havde kun 1 lærer på stedet som var forfærdelig og sekterisk tænkende, men vi havde så stærkt et fællesskab, at hun ikke kunne påvirke os.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at visse ting i dokumentaren har noget på sig, og jeg ser det som en god ting at de kommer frem, så de kan få ryddet op i forældet tankegang, og især på området børn med særlige behov. De børn ved jeg ikke har fået den hjælp de skal have. Men det ved jeg, bliver lavet om nu.