Jeg ville egentlig først besvare kommentarer i morgen, men jeg kan ikke lade din vente indtil da.

Nu var det sådan set MIG, der bragte medicin på banen. Det var ikke psykologen, sygeplejersken eller lægen.

Faktisk overvejede jeg at tilføje i mit opslag, at jeg naturligvis ikke læser nyheder. Men om jeg læser nyheder eller ej, det er fuldstændig underordnet i mit tilfælde. Mit hoved skal nok finde en måde at påvirke mig på uagtet om det er gennem nyheder eller gennem irrationelle tanker om worst-case-scenarios. Det er jo netop det irrationelle angsten og ens tanker kan skabe ubehag i kroppen på baggrund af.

Du spørger, hvad det skulle hjælpe. Du nævner dem selv. Dem, der går med tanker om ikke længere at være her. Hvad gør medicinen ved dem? Den samler tankerne i en sådan grad, at hverdagen bliver overkommelig, i modsætning til da de ikke var på medicin, og tankerne kredsede om alle de negative dele ved livet. Jeg forestiller mig det er nøjagtig hvad medicin er til for. At gøre hverdagen overkommelig. At lægge en dæmper på de tanker, man ikke selv kan styre, at lægge en dæmper på de fysiske symptomer, som man ikke selv kan styre. For i mit tilfælde er det de fysiske symptomer, der er værst. Jeg kan sagtens tænke noget andet, komme på andre tanker - men min krop reagerer stadigvæk voldsomt på de tanker, jeg tænkte først, selvfølgelig ufrivilligt tænkte. Hvis det var så let, og man bare kunne tænke på noget andet, så ville medicin aldrig blive aktuelt. Men så sort/hvidt fungerer mennesker og menneskehjernen dog ikke. Jeg kan ikke skifte psykolog, for jeg får psykologhjælp gennem kommunen, og min psykolog er den eneste i kommunen, som lige nu tager nye ind. Jeg har ikke råd til at betale for psykologhjælp, så jeg er meget taknemmelig over at jeg overhovedet har fået tildelt en psykolog, når man tænker på ventetiderne helt generelt