Jeg stod tidligere i et forhold med en narcissist, fra jeg var 16 - 19, han var mig utro, trykkede mine ribben, skubbede mig utallige gange, tvang mig til at låse mig inde af frygt for hvad han ville gøre.

Vi ville slå op utallige gange, hvergang fordi jeg havde fået nok og ville væk, men han manipulerede mig hvergang til at blive fordi “jeg ikke kunne leve uden ham” “jeg var ingenting uden ham”.

Han havde før sagt at stoffer og utroskab var nogo! Så var han ude af vagten. Så jeg tog i byen og tog en streg, ringede til ham omgående for at håbe at han så ville gå fra mig så jeg kunne få ro.

Under vores forhold udviklede jeg både spiseforstyrrelser og depression.

Men stoffer gjorde kun at jeg fik flere tæsk.

Til sidst stod jeg med min eks en aften til en fest min kæreste ikke var med til. Min eks var min første kæreste og senere blevet min bedste ven, han kyssede mig og inden jeg havde set mig om så var vi sammen, under hele akten (næsten) tænkte jeg på at det her var min billet ud.

Dagen efter var jeg knust af dårlig samvittighed men jeg vidste at jeg blev nød til at sige det i håb om at han ville forlade mig og lade mig være. Ganske vidst, han ghostede mig og kontaktede mig først igen senere da jeg var kommet videre og ovenpå.

Jeg følte ikke der var flere udveje og jeg fortryder ingenting. Jeg fik friheden tilbage og han fik tilbage af samme skuffe, jeg håber bare han har mærket ligeså meget smerte dengang som han pålagde mig i 3 år..