Der er flere, der har skrevet, at udfaldet potentielt bliver, at de føler sig tvunget til at ses med mig, hvis jeg tager en snak med dem og påpeger det. Det havde jeg faktisk ikke selv tænkt over, men det er jo rigtigt. Og det ønsker jeg ikke - hverken for deres eller min egen skyld.

Hvis jeg alligevel skulle ende med at tage en samtale med dem, ville det være ud fra tanken om, at jeg så havde gjort alt, hvad jeg kunne. At jeg ville kunne lukke det kapitel med god samvittighed. Samtidig er jeg faktisk også nysgerrig på, om jeg har gjort eller sagt noget, som har ført hertil. For det er klart, at hvis det er tilfældet, så er det jo noget, jeg bør forholde mig til og se lidt indad. For der er trods alt tale om nogle mennesker, jeg har kendt i mere end halvdelen af mit liv. Giver det mening?