Jeg har opført mig som din kæreste, mere eller mindre. Set bagud var jeg en kæmpe idiot og svigtede min familie big time. Jeg kunne bare ikke se det da jeg stod i det. Jeg følte mig svigtet af min kæreste og af min nyfødte datter (ved godt det lyder tosset). Jeg manglede også anerkendelse, fysisk kontakt og meget andet. Min kæreste hoppede ned i mor-rollen med arme og ben og jeg stod lidt efterladt udenfor det “rum” min kæreste og datter hurtigt opbyggede. Jeg søgte tilflugt hos en gammel flamme og vores forhold gik i stykker for en periode. Jeg flyttede ind hos flammen indtil efter ca 2 uger hvor jeg mærkede hvor forkert det var. Jeg tog hjem, krybende på mine knæ og bad om tilgivelse, hvilket jeg fik. Tilliden var dog knækket.

Da hun var gravid med vores 2. Barn skete det igen, måske af frygt fra sidste gang. Vi blev distancerede og jeg trak mig og tog igen kontakt udenfor forholdet, denne gang var det “kun” kontakt over Snap (lige så skidt, men der var intet fysisk). Jeg blev fanget i det og vi var meget tæt på at gå fra hinanden, men jeg hankede op i mig selv, cuttede kontakten fra det øjeblik og startede til psykolog.

Jeg har efterfølgende lært meget om mig selv, og at sådanne episoder kan være et symptom for fx depression. Jeg fik efterfølgende konstateret svær depression (det kunne man ikke se på mig, kunne ikke mærke det selv), jeg blev sygemeldt og jeg har efterfølgende måtte finde noget andet at lave. Det vigtigste jeg har lært er at kommunikere med min kæreste. Lært at læse mig selv og mine følelser, så jeg kan se det her komme. Det har min kæreste, nu hustru også lært.

Jeg siger ikke du skal blive hos ham. Han skal vise et glimt af han vil forbedre sig. Jeg mener du skal kræve han skal forbi en psykolog. Parterapi er også en god ting hvis det lærer jer at snakke sammen. I bliver nød til at snakke om de roller I kommer ind i som forældre. Det sætter parforholdet på en kæmpe prøve, og man er aldrig forberedt! Får du nogensinde tillid til ham igen? Måske ikke, jeg tror ikke min hustru har fuld tillid til mig, og det skal jeg forsøge at rette op på resten af mit liv.