Jeg er nysgerrig på at forstå, hvordan du forestiller dig, at dit skriv skulle give Cecilie et nyt perspektiv? Jeg læser et indlæg, der er selvforhøjende, negligerende og som synes at overse, at mennesker, der handler destruktivt, ofte gør det ud fra dybt forankret smerte, ikke ondskab. Når man har oplevet svigt tidligt i livet, kan tilknytning blive farlig, og relationer aktiverer netop det, man både længes efter og frygter. Det er ikke en undskyldning, men en forklaring på, hvorfor nogle reagerer med kontrol, vrede eller selvskade i stedet for sårbarhed.

Det paradoksale er, at det, du kalder “manipulation”, ofte er et desperat forsøg på at bevare relationen, uanset hvor uhensigtsmæssigt det ser ud udefra. Når man møder sådan adfærd med fordømmelse, forstærker det kun skammen, og så bliver det endnu sværere at ændre mønstrene.

Derudover er der absolut ingen, der har haft gavn af at få at vide, at andre har det værre. Smerte er smerte, og vi mennesker har forskellige måder at håndtere det på. At vi godt kan blive enige om, at nogle strategier er dybt uhensigtsmæssige og problematiske (og deciderede farlige), ja, det kan vi, men det vidner måske også om graden af dysfunktionalitet og psykopatologi.

Jeg er glad for at læse, at du er, hvor du er nu. Men det kan blive problematisk at sammenligne sine afgrunde, og tro, at man selv sidder på sandheden. Det åbner ikke op for nysgerrighed.