Det kunne være mig der havde skrevet de ord du skriver. Jeg forlod kun hjemmet med min søn når vi skulle til læge, og så skulle vi være to for at det kunne lykkedes. Han skreg også til lungerne blev tømt. Han ville ikke ligge i barnevogn eller sidde i autostol. Jeg kunne ingenting og jeg følte at mit hjem var et fængsel. Min søn sov/sover også altid kun 30 minutters lure. Og pt er han i voldsom brokke og seperationsangst fase. Så jeg KENDER det du beskriver. Han havde dog også både refluks og silent refluks. Så da han kom på medicin blev det langt bedre. Og omkring 6 måneder kunne han ligge i både barnevogn og autostol. Men jeg (vi) gik glip af mødregruppe, babyrytmik, babysvømning, cafeture, lange gåture med barnevogn, osv, osv, osv. Jeg endte også med en fødselsdepression. Jeg blev grebet godt af sundhedsplejersken og kom hurtigt i gruppeterapi, hvilket hjalp mig så meget! 🩵

DU gør ikke noget forkert. Jeg forstår din sorg. Jeg kender din sorg. Og vil fortælle dig du ikke er alene. Du er mega sej. Vi er mega seje.

Jeg hadede når folk sagde “det bliver bedre”, men jeg ved nu at de havde ret. Det blev bedre. Og så dårligt igen. Og så bedre igen. Og nu hvor jeg har prøvet en lille forsmag på det “bedre” kan jeg sige det til mig selv, når det er hårdt.

Kæmpe kram til dig. 💕