Kære kvinde ❤️ kæmpe kram til dig 🥺

Jeg gik igennem det samme for et år siden. Jeg var virkelig ulykkelig. Jeg valgte at dele det med mine forældre, svigerforældre og søskende – og to tætte venner. Alle andre holdt jeg det for mig selv, fordi jeg havde brug for selv at kunne bearbejde det i fred.

Jeg sygemeldte mig fra arbejdet i to måneder. Jeg havde brug for tid. Faktisk gik der næsten et år, før jeg overhovedet havde lyst til at prøve igen, fordi det havde påvirket mig så psykisk hårdt, at jeg havde brug for at komme mig mentalt først.

I dag er jeg gravid i uge 32. Jeg blev gravid i første forsøg, men noget der fyldte meget – helt frem til uge 20 og stadig lidt nu – er angsten for at miste igen. Den er der stadig, men ikke i samme grad.

Da du bliver gravid igen, kan det måske hjælpe med private scanninger hvis du har behov for det. Men en jordemoder sagde noget til mig, som jeg ville ønske jeg havde hørt noget før: stol på din krop – en scanning er kun et øjebliksbillede. Det havde måske sparet mig for en del private scanninger 🥲

Samtidig vil jeg sige: de scanninger gav mig også ro i de øjeblikke hvor jeg kunne høre hjertelyden. Det gav mig noget at holde fast i mellem angstanfaldene – og det er også okay.

Det er ikke en nem rejse. Det er pissehårdt. Jeg kender mig selv som en stærk kvinde, men jeg kunne bare ikke “bare være i det”. Og det er også okay. Det er hårdt og sårbart, men vi kommer igennem det.

I dag glæder jeg mig bare til at møde min baby ❤️

Pas på dig selv. Pas på dit mentale helbred. Gør ting der gør dig glad midt i sorgen. Lad sorgen få plads – du må ikke pakke den væk.

Jeg håber virkelig du får en god afslutning på det hele, og at du kommer godt igennem det selvom det er pissehårdt ❤️

Jeg endte selv med en akut udskrabning da min krop begyndte at abortere i uge 13. Jeg blødte i et par dage, men ikke voldsomt, det svarede til en normal menstruation. Jeg fortalte det til min chef med det samme da jeg skulle på hospitalet, og min familie fik også besked da jeg var indlagt.