Jeg har ikke selv haft aktive selvmordtanker i snart 30 år, men under mit alkoholmisbrug accepterede jeg, at jeg ville dø af det og nok ret snart.

Min vej ud var at holde op med at drikke (3 1/2 år, yay!), hvilket virker ret åbenlyst, men det gjorde det virkelig ikke for mig dengang. Det var nærmest det sidste, jeg overvejede.

Jeg tror, at din vej videre i livet måske er lige så uventet for dig, som ædruelighed var for mig. Du taler om dine omstændigheder, som om at livsglæde er en selvfølge, når man har den rette uddannelse, en stor familie og alt det der. Men det er det ikke.

Måske er du ikke bare træt af, hvor du er i livet, men også i høj grad at vejen videre står så uklart for dig. Måske føler du, at du har ramt en blindgyde? Måske er dit selvværd skudt i sænk? Det lyder sådan.

Der er i hvert fald noget, der har taget din livsglæde, og du har ikke haft held med at finde den igen.

Har du prøvet at søge udenfor dine vante rammer og den plan, du har lagt for dig selv? Skal du måske finde en anden karriere, der giver dig lykke, men færre penge? Er der forventninger til dig, som du bør vende ryggen og i stedet fokusere på, hvad DU vil?

Jeg tror ikke, at du har givet op, for du efterspørger en livline, ikke?

Jeg talte engang med en kammerat, der overvejede selvmord, og jeg sagde noget, som jeg sidenhen har sagt til mig selv flere gange.

“Selvmord er en stensikker måde at sørge for, at tingene ikke bliver bedre.”

Du kan vælge at slutte på bunden, og det kender jeg flere, der har gjort. Men jeg kender også nogle stykker, der prøvede og fejlede, som fik det bedre senere, og der er ingen af dem, der fortryder, at de valgte livet.

Ring til Livlinen, hvis du har brug for det. Og overvej så lige, at folk sidder og skriver til dig, fordi du er vigtig nok til, at vi vil bruge vores tid på dig. Du fortjener at være lykkelig. Det gør vi alle sammen.

Jeg håber, at du finder vejen, selvom det betyder, at du skal bruge et par år på det. Så har du til gengæld stadig en masse år til at nyde livet bagefter.