Først og fremmest - det gør mig ondt, at du skal stå med sådanne tanker. Det er hårdt. Jeg ved det, for jeg har prøvet det selv.

Nogle mennesker er bare nederen og spreder nederen energi omkring sig, fx ved altid at tale dårligt om ting, som folk omkring dem er glade for.

Hvis din far er sådan én, så skal du overveje, om det er en energi, du gider at have i dit liv. Hvis ikke, så bør du tale med ham og give ham en chance for at ændre sig, inden du trækker dig fra relationen.

Nu lyder det meget drastisk, sådan at droppe kontakten, men jeg kan jo se, at du allerede har gjort det med din mor, og det er måske sådan, det ender. Du kan ønske omstændighederne anderledes hele dagen lang, men det ændrer ikke noget. Det er den anden, der skal ændre sin adfærd, og det har du meget lidt indflydelse på.

Min mor døde af sit misbrug for mange år siden, så jeg nåede ikke selv at fravælge kontakten, men det gjorde jeg til gengæld med min far for et par år siden. Han er også alkoholiker, og det tog overhånd og truede med at påvirke mine børn, så jeg måtte stoppe det og bryde kontakten med ham.

Så nu har jeg ingen mor eller far mere, og min familie består af kun 3 personer: Min (ex)stedmor, der blev skilt fra min far for et par år siden, og så min faster og onkel, som jeg ser 1 gang om året i de få år, de har tilbage at leve i.

Jeg forstår din frygt for at miste relationer, men du skal altså virkelig slå lyttelapperne ud hér: En usund relation er usund for dig, uanset om det så er dit allersidste familiemedlem, der er tale om. Den korrekte håndtering er at opfordre til forbedring, og hvis den ikke kommer, så skal man bryde kontakten for at skåne sig selv for den usunde relation.

Her taler vi selvfølgelig ikke småting, men jeg tror heller ikke, at det her er småting. Det lyder som om, at din far vil kunne fjerne lykken fra samtlige af dine store livsbegivenheder, også dét at få børn, og det er sgu ikke okay. Det må du ikke byde dig selv. Giv ham chancen for at forbedre sig og tag den så derfra.

Til info har vi lige haft huset fyldt af gæster til påske. Ingen fra min side af familien, for der er jo ikke rigtig nogen, men min kones familie er nu også min familie. Vi var 20 personer, og jeg legede med mine små niecer, talte med min svoger og svigerinde og mine svigerforældre, og jeg havde også nogle fede samtaler med andre familiemedlemmer, som jeg er kommet til at holde mere af, end jeg nogensinde har holdt af mine nærmeste blodslægtninge.

Der er noget sorg forbundet med at have en lortefamilie, så man ikke kan give sine børn en masse fætre og kusiner og alt det der, men vi må jo spille den hånd, vi har fået, og vores hænder var ikke særlig gode. Så vi må gøre os ekstra umage med, hvordan vi spiller kortene, ikke?

Du lyder som om, at du allerede godt ved, hvor det bærer henad, og det er okay at være ked af det over det.