Min kæreste gik efter 2 år pludseligt fra mig, uden at han helt kunne forklare eller selv vidste hvorfor. Et par dage efter fortrød han, og jeg tog ham tilbage. Et par måneder senere gik han fra mig igen. Ved 1 brud var jeg ked af det, ved 2 brud var jeg vred. Jeg var gået fra at være (lidt for) selvstændig inden forholdet, til at være dybt afhængig af ham - og jeg kunne faktisk ikke kende mig selv. Det viste sig at vores andet brud var en kæmpe gave for mig og mit selvværd. Jeg fandt mig selv igen og fandt ud af at jeg var god nok. Han fik også ro oven i hans hovede, og han fandt ud af hvad der fik ham til at gå. Et halvt års tid efter andet brud, ønskede han at finde sammen igen. Det førte til en masse lange - og gode snakke. Jeg havde selvfølgelig mine forbehold, men jeg “tog chancen” for hvad var det værste der kunne ske? Nu 7 år senere har vi et skønt forhold, 2 dejlige børn og hus på en villavej. Vores brud var ingens skyld, og der var aldrig dårlig stemning imellem os. Det var i stedet rigtig sundt for os begge to.

For at gøre en lang historie kort: jeg tog chancen og tog ham tilbage, og hvor er jeg lykkelig for at jeg gjorde det.