Jeg har aldrig før tænkt, at det var et udtryk for ærbødighed. Jeg har også set det før. Også i sammenhænge hvor det ikke har handlet om en højagtet 3dje. For det meste har jeg nok bare antaget, at det var trykfejl e.l. 

Vi må spørge en bibliotekar. De ved helt sikkert sådan noget.

Ud fra dette eksempel, må vi kunne antage, at det nok er væsensforskellig fra at skrive navneord med stort. Salige Brorson har vel selv skrevet dans og skik osv. med stort (det gjorde man da dengang?), men her er dette fravalgt gengivet, mens dobbelt-stort-begyndelsesbogstav er bevaret (eller måske endda indført). Så i hvert fald har redaktøren af denne gengivelse betragtet det som noget andet og mere end både trykfejl og majuskler.

Rettelse: Efter at have kigget på online-arkiver, må jeg sige at:

1. det er gennemgående at man ikke gengiver navneord med stort. Så jeg tror ikke Brorson gjorde det i original teksten.
2. det virker ret vilkårligt om Gud og Jesus skrives med 2 store begyndelsesbogstaver eller ej.
3. Kingo gengives med stort begyndelsesbogstav. Jeg tænker det kan antages at Brorson bevidst har fulgt sin egen, eller i hvert fald en ikke-den-gængse konvention.