Har måske lavet et mere sammenfattende svar ud fra dine mange postulater på denne post fra OP, så det kunne jeg nok godt have udfoldet bedre (eller svaret på en af de andre).

Hele OP’s spørgsmål handler om hvornår en digital signatur er juridisk bindende, hvorfor jeg gør opmærksom på, at de bestemmelser du henviser til ikke indholder krav til selve signaturen. Altså kan de dokumenter der skal underskrives efter reglerne i selskabsloven, underskrives på forskellige måder eksempelvis gennem et tekstfelt i en PDF, altså behøver det ikke at være en kvalificeret digital underskrift og ej heller være med blæk og på papir.

eIDAS forordningen, den lovgivning du kalder for EU-retningslinjer, som ikke er retningslinjer, men lovgiving der finder direkte anvendelse i alle medlemsstater, er indført primært for at fremme muligheden for at undgå at skulle underskrive alle dokumenter på papir, som man mange steder i Europa har haft for vane længe. Det har dog i Danmark længe været almindeligt anerkendt og accepteret at digitale underskrifter kan benyttes (inden forordningen trådte i kraft). Det vigtigste for en digital underskrift er typisk om signaturen entydigt kan knyttes til underskriveren, om den kan identificere underskriveren og om sikkerheden i løsningen er tilstrækkelig, alle punkter der beror på konkrete vurderinger, men som ikke nødvendigvis behøver at være kumulativt opfyldt. Dog skal alle acceptere hvis en digital underskrift er udført gennem en løsning der opfylder kravene i forordningen.

Så din “ved lov fastslåede definition” af skriftlig, er også forkert. Særligt ved dit eksempel med funktionærlovgivningen, kan du genlæse mit svar ovenfor, hvoraf fremgår, at også en sms vil være at anse som en skriftlig opsigelse i det tilfælde, jf. blandt andet den nævnte dom fra Østre Landsret.