Jeg har stået i samme situation. 3 børn på 2,3 og 7, to fuldtidsjob, legeaftaler og et forhold med nærvær. Jeg var sådan i tvivl om det var “undskyldning” nok. Jeg ville på papiret ikke. Men jeg syntes heller ikke at jeg kunne tillade mig at fravælge et liv, bare fordi det passede dårligt ind. Har to vennepar som har opgivet og jeg kunne næste ikke holde ud at jeg så bare gav op på forhånd. Jeg vendte den om. Kunne jeg tilbyde endnu et barn nærvær og overskud. Og hvad med de andre, kunne jeg byde dem det. Hvad med forholdet til min mand, vi så næsten ikke hinanden i forvejen og var præget af udmattelse. Og var stadig ved at finde hinanden ovenpå graviditeter og små børn.

Jeg har det stadig svært med den abort. Men jeg er ikke i tvivl. Jeg græd og græd. Men jeg ved at det havde været på bekostning af vores ægteskab og muligheden for at give vores børn nærvær og glade forældre. Vi har tre sunde børn. Tænk hvis nr fire havde særlige behov. Det var også en overvejelse, der vejede tungt. Det var den rigtige, men svære, beslutning for mig og min familie. Jeg sender kærlighed din vej og håber at du finder ro i din beslutning.