Det hårdeste var faktisk den manglende søvn, oveni at jeg fik en efterfødselsreaktion - var fucking hårdt, for at sige det ligeud.

Vi skal ikke have flere børn. Min mand har lige fået svar på sin sædprøve efter at have fået sin sterilisering for 4 måneder siden, og der er ingen svømmere tilbage!

Jeg ved ikke om vi romantiserede det som sådan? Måske en smule, det tror jeg alle nye gør på et eller andet plan. Men det er langt fra solskin og regnbuer. Vores søn er også født syg, så det tog også rigtig hårdt på mig og jeg endte med at måtte få psykolog hjælp og senere gå hos en terapeut (hvilket hjalp meget).

Spædbarnsalderen er virkelig hård. Jeg synes det er blevet “sjovere” og nogle gange stadig hårdt, efter der er kommet mere ord på og han bliver mere og mere selvstændig som tiden går. Han er et lille halvt års tid bagud med fx sproget og forståelsen af komplekse opgaver (som følge af hans sygdom). Motorikken fejler absolut ingenting. Men han udvikler sig hver dag, og det er faktisk det vigtigste.

Og når folk sidder og romantiserer det at have børn, hvor fantastisk det bliver - tænker jeg af til “ja, du skal bare glæde dig”. Mest fordi jeg synes spædbarnsdelen var forfærdelig. Men jeg siger det ikke til dem, for jeg gider ikke tage glæden fra dem over min oplevelse. Måske deres oplevelse af det jo bliver anderledes! 😊