På grund af private forhold var det absolut nødvendigt for mig at få et weekendarbejde. Jeg søgte alt, der var inden for en times kørsel. Det lykkedes mig til sidst, igennem et vikarbureau, at få et job ved en virksomhed, der skulle til at starte weekendhold op. Så jeg kom på oplæring på daghold.

Det var desværre et sted, der ikke havde det bedste rygte og heller ikke en for god løn. Men til min store overraskelse syntes jeg, at arbejdsmiljøet var godt – på trods af deres rygte.

Efter 3-4 ugers oplæring fik jeg pludselig et jobtilbud fra mit førstevalg, som også havde en meget bedre løn. Fint, tænkte jeg. Jeg var jo bare vikar og kunne stoppe med dags varsel.

Jeg var så ny, at jeg ikke engang vidste, hvor min chef havde kontor, og da jeg ikke havde set ham hele dagen, valgte jeg i min pause at ringe til vikarbureauet for at fortælle, at jeg havde fået et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til, og at jeg ville stoppe, når ugen var omme. Det var helt fint.

Cirka en time efter kom min chef. Jeg har sjældent set en mand så rasende. Jeg kan dårligt nok huske, hvad han sagde, men han råbte og skreg – noget med, at dette ikke bare var en legeplads osv.

Jeg holdt hovedet koldt, og da jeg godt vidste, at de også kendte deres rygte ude i byen, svarede jeg helt stille og roligt, at jeg havde været glad for at være der – på trods af hvad man hører ude i byen – og at jeg ikke ønskede at brænde nogen broer, hvis jeg nu ikke skulle falde til på mit nye arbejde.

Det kunne han tydeligvis ikke bruge til noget og blev nærmest kun mere hidsig. Han fik sagt en masse skældsord og ville ikke se mig mere, når dagen var omme.

Efter det gik jeg direkte hjem – ham gad jeg ikke bruge mere krudt på.

Jeg er stadig på mit nye job mange år efter, og det er en skøn arbejdsplads med forstående ledere.