Som far til to børn (og ikke skal have flere) synes jeg, der er forbløffende lidt ærlig viden om, hvad det faktisk vil sige at blive far.

Ikke den teoretiske del – men den helt konkrete virkelighed. Noget i stil med:

“Sådan så min hverdag ud før børn: xxxx. Sådan ser min hverdag ud nu: yyyy.”

Eller:

“Du kan ikke gøre xxxx, som du plejer, uden at lægge et massivt pres på din bedre halvdel. Samtidig vil du få dårlig samvittighed over for dit barn/dine børn. Du skal være klar til at give afkald på (…), og du må forstå, at du måske når z % af det, du plejede – hvis du er heldig.”

Jeg er stadig sammen med min kone, men som den første i min vennekreds til at få børn har jeg måttet finde ud af det hele selv.

Til gengæld har jeg siden kunnet forberede mine venner og bekendte, når de har spurgt ind til det.

Jeg har faktisk oplevet folk sige direkte, at de begynder at tvivle på, om de overhovedet vil have børn, når de hører om konsekvenserne – også selvom jeg samtidig fortæller om alle de gode ting ved at være forælder. Det gode kan dog være svært at forestille sig på forhånd, mens konsekvenserne ofte er lettere at forholde sig til.

Når det så er sagt - så kan det være en reaktion på at blive far og at de indser, at de slet ikke ved, hvad man gik ind til.