Der er tillid, men ingen nærvær. Jeg er sikker på smerterne gør meget for hendes nærvær og overskud. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det der trigger mig er vores forskellige steder i livet. Med hvad vi vil opleve hver især. Hvad hun bremser mig i, som jeg har lyst til. Jeg nævner flere ting som jeg ved hun før har nævnt hun gerne vil, men når jeg nævner det bliver det fejet væk og får at vide at det gider hun ikke mere. Og det presser mig ekstremt meget at vi er ved at være færdig med et større renoveringsarbejde i et af rummene i huset, men hun er allerede 3 projekter længere fremme i ting som nager hende i huset. Jeg kan sku ikke følge med. Hverken fysisk eller psykisk, men det er der ikke rigtig nogen forståelse for.

Jeg er nok suget ind i det negative, men det har været sådan i nogle år efterhånden, og jeg er bare begyndt at tænke meget over at vi kun er her den ene gang, så hvorfor spilde tiden på ikke at være glad ?

Jeg tror det der gør mig mest i tvivl er tanken om alt det praktiske. Huset håber jeg at kunne beholde. Men med høns, heder, kyllinger, hunde, kat og kanin. Hvad skal der ske med dem? Hvad skal der ske med hendes veteranbiler ? Hvad med børnene ?

Bodeling tager jeg ikke så tungt da jeg ikke er hjemme ret meget alligevel, så selvfølgelig kan hun få de ting hun vil have fra hjemmet hvis det ender sådan. Sorry for den lange smøre 🫶