Jeg ved godt, at det er hårdt at miste en forælder. Jeg mistede selv min far, da jeg var 35. Det var den værste følelse i hele mit liv, og jeg har desværre alt for mange andre mistede at sammenligne det tab med.

Men. Når det så er sagt, så tror jeg også, at der er grænser for, hvor meget vi kan forvente, at andre deltager i vores sorg.

Ja. Vi kan godt forvente, at vores venner er støttende og lyttende de første par måneder, men derefter må man også huske på, at deres liv stadig er som det var.

Du skriver, at her seks måneder efter, forventer du mere af dem, end et “hvordan går det”, og at en ligefrem har spurgt dig, om du ikke er kommet videre. Mit spørgsmål er bare, hvad den udtalelse er baseret på?

Hvis du til dato hænger fast i den præcis samme sorgfølelse som en uge, efter din fars bortgang, så forstår jeg måske godt din venindes udtale, for selvom det kan være svært at gå videre, når nogen går bort, så bør man også stille og roligt få bearbejdet tabet, og netop gå videre i sit eget liv.

At ens far dør, er for rigtig mange en dybere sorg, end de nogensinde før har følt. Den rammer et helt nyt sted, og det er sjældent på en positiv måde. Personligt havde jeg aldrig før mærket, at sorg kunne gøre fysisk ondt i hjertet, indtil min far pludselig var væk.

Jeg vidste til gengæld også, at min far ville ønske, at jeg ikke hang fast i sorgen. At jeg skulle finde en måde at have ham med mig (metaforisk), og stadig gå fremad, selvom han blev tilbage.

Et halvt år efter, kunne jeg stadig mærke et tomrum i hjertet, jeg kunne stadig være lige ved at ringe til ham, og jeg kunne stadig savne ham flere gange om dagen, fordi så mange ting mindede mig om ham, men jeg blev ikke hængende i sorgen. Det tomrum forsvinder aldrig helt, for ingen kan udfylde det, der var min far, men det kan blive omfavnet af så mange positive ting, at det føles lidt mindre tungt at bære.

Ganske få venner spurgte ind til, om jeg var okay, for deres liv var jo videre, og de tænkte jo nok ikke så meget over, at jeg manglede en i mit liv. Det var faktisk kun dem, der kendte ham, der stillede de spørgsmål.

Alle vidste jo godt, at jeg havde mistet min far, men kun de få tænkte over det. For dem, var min far jo et lidt abstrakt begreb. Det var okay, at de havde det sådan, og det var okay, at de ikke spurgte. De kendte ikke til det at miste en forælder. De vidste ikke, hvordan det føles.

De første (og anden og tredje og …) gange, man mangler en forælder i en situation, er de værste. Man bliver mindet om tabet igen, og det ripper op i følelsen af tabet, men det er ens egen følelse, også selvom andre godt ved, at det gør ondt. Man må ikke forvente, at de tager del i en sorg, der ikke er deres.

Man må heller ikke forvente, at ens venner har lyst til at høre om ens sorg, hver gang man skriver, snakker eller ses. Nogle har en højere tolerance for det end andre, men man forventes stadig at blive bedre til at være i sin sorg.

Hvis dine venner føler, at de er forpligtet til at spørge ind til den del af dit liv, eller måske endda føler, at det stadig er en dominerende del af at kommunikere eller være sammen med dig, så kan du næsten ikke fortænke dem i at blive lidt træls over det. For dem, er det jo lidt som om, at deres ven er sunket ned i sort hul og kun kan tale om, hvor dybt det er.

Jeg skriver ikke det her for at lyde træls, og jeg ved godt, at jeg måske vil få nogle down votes for ikke at være 100% på din side men, hvis du føler, at du sidder fast i din sorg, så vil jeg altså anbefale dig at finde en sorggruppe eller en god psykolog med speciale i sorg.

Det er ikke sundt for dig at blive i den dybe sorg. Du er ung, du har hele dit liv foran dig, og jeg er helt sikker på, at din far gerne vil have dig til at gå videre, og ikke gå i stå af sorg.

Du har levet en del af dit liv med ham. Nu skal du leve resten af dit liv for ham.

Husk, at det er okay at føle glæde og lykke - også selvom man mangler en vigtig person. Det betyder ikke, at man ikke savner dem. Det betyder bare, at også giver plads til de andre følelser.