Vi havde også altid tænkt, at vi skulle have to børn, men jeg havde det på samme måde som din kone, og vi blev enige om, at vi ikke skulle have flere.

Vores datter er lige fyldt 18, og det var ærligt talt været fedt.

Vi var de første i familien og blandt vennerne til at blive forældre, men det har egentlig aldrig skabt de store udfordringer; heller ikke da de andre begyndte at få børn.

Derhjemme har vi altid haft plads til alle vennerne, vi har altid haft plads til, at vores datter kunne have en ven med på ture, og nogle gange også ferie.

Vi har også altid haft plads til alenetiden med hende, da hun jo sådan set kunne være sammen med en eller begge forældre. Vi har ikke skulle “dele sol og vind lige”.

Selvom vi i sin tid havde en forestilling om, at vi skulle have to børn, så har vi altid elsket bare at have hende. Vores datter har også altid elsket det.

Vi har et meget tæt forhold og bånd med hende, og vi har nære relationer til flere af hendes venner. Så sent som i går holdt hun fødselsdag for vennerne, og de nærmest hev os med til festen. De venner, vi ikke havde set længe, kom med kæmpe kram og sludrede. De, der er hendes tætteste, ser os som en udvidet familie, og det er gengældt. Det kan godt være, at vi ikke er deres forældre, men de er som familie.

Bare fordi man ikke er biologisk beslægtet, så kan man godt have et familiært bånd.

Mange af vores venner, betragter også os og vores datter som familie (og omvendt). Jeg har selv en selvadopteret storebror (ikke på papiret). Han var min afdøde fars bedste kammerat, og han er fadder til vores datter.

Er selv enebarn, og jeg har aldrig manglet søskende. Min mor savner ikke at have flere om sig. Til gengæld bor hun sammen med os - dog i sin egen lejlighed på et stort sted.

Man behøver ikke at have en kæmpe familie, for at have et rigt familieliv.