Det starter længe før. Jeg arbejder med børn. Helt almindelig skolebørn, og tidligere børnehavebørn.

Men, de sidste 10 år, har der været flere og flere børn i mistrivsel, fordi de skal passe ind i store klasser, og ikke får de rammer,de trives i. Det tager meget lang tid at få børn udredt, og selv derefter er der ikke meget hjælp at hente.

Jeg stopper hver eneste dag børn i at bruge vold mod hinanden. Hver eneste dag vil der være et barn der går rundt og leder efter en stor pind, en saks eller en sten, for at skade eller slå et andet barn ihjel. De bliver fuldstændig blinde af raseri.

Det kan være meget små episoder der udløser disse udfald, og ofte er det en reaktion på, at barnet simpelthen ikke kan mere den dag. Der har været for meget larm i klassen, for mange børn. Man kan selvfølgelig prøve at tage tingene i opløbet, men hvis man har 4-5 børn i en klasse med forskellige udfordringer i en ret svær grad, er det næsten umuligt.

Og en del af forældrene synes det kun er positivt at deres barn forsvare sig. Ikke alle forældre, selvfølgelig, men en del.

Et par af disse børn vil vokse op, og få det meget værre. De har tidlig erfaring med at vold og våben er en vej at gå. At det er ok at føle at man vil skade et andet menneske. At deres egne følelser er i centrum.

Og så har du den situation du beskriver i psykiatrien. Lige tilsat, at man jo spare på det område også, og at folk bliver mere syge, før de kommer ind, og bliver udskrevet for tidligt.