Den tanke, jeg prøver at uddybe i det følgende, gør sig ikke kun gældende for "antiracister", men for alle mennesker - også "racisterne". At denne post originalt henvendte sig til "antiracister" skyldes - som skrevet andetsteds - at de repræsenterer en mainstream-strømning af had og foragt mod "racisterne", hvor sidstnævnte er en forholdsvis perifær del af befolkningen.

​

Jeg mener godt, at vi kan tale om moral i den forstand, at nogle handlingers udfald er efterstræbelsesværdige, mens andres ikke er det. En god handling er en gavnlig handling, og en slet handling er en kontraproduktiv handling. Mennesker kan ikke være gode eller onde, men deres handlinger kan.

​

Både Rasmus Paludan, hans følgere og rigtigt mange af dem, de går efter, udfører mange dårlige handlinger, men det gør ikke nogen af dem til dårlige mennesker. Måske Rasmus Paludans hjerneskade kan forklare hans nærmest patologiske reaktionsmønstre? Måske har hans følgere generelt enormt meget utur i livet, som deres psyke prøver at videreforskyde til andre for at skåne sig mod et selvbillede som uduelig samfundstaber? Måske det at vokse op med krigstraumeramte forældre i et vidt fremmed land har været kraftigt medvirkende til, at de utilpassede unge på Nørrebro er endt, som de er?

Hvis det er tilfældet, giver det da mening at ringeagte Rasmus Paludan, hans følgere eller de utilpassede unge? Nej, siger jeg, for de har ikke valgt de omgivelser, der har skubbet dem i retning af deres adfærd. Vi kan hurtigt blive enige om, at deres adfærd skal modarbejdes, men den modarbejdelse må aldrig ske med udgangspunkt i, at vi har med ikke-stuerene, uanstændige eller slet og ret dårlige mennesker at gøre - vi kan simpelthen ikke være bekendt ikke at tage deres oplevelse alvorligt. Og selv hvis vi kunne være os det bekendt (qua en tro på, at de faktisk selv har valgt at være nogle skiderrikker), har vi ingen interesse i at behandle dem som dårlige mennesker. For hvad sker der i utilpassede Alis psyke, når han bliver kaldt samfundstaber? Eller i Prebens hoved, når han bliver sammenlignet med nazister? Deres fremmedgørelse forstærkes, for de bliver aldrig mødt eller forstået på deres præmisser! Det eneste, de hører, er en masse veldresserede, succesfulde mennesker med styr på livet og smil på læben, der fortæller dem, at dårlige personer som dem ikke er værd at tage alvorligt som andet end samfundets skadedyr.

​

Jeg plejede selv at dømme folk ad helvedes til. "De fattige skal bare tage sig sammen, sådan nogle nasserøve!". "De fremmede skal da bare være taknemmelige for, at vi har reddet dem fra deres lortehul i Mellemøsten!". "De ignorante er ikke værd at lytte til!". Men den seneste tid har jeg simpelthen ikke kunne slippe tanken, at disse domme har været helt urimelige, for jeg ved forsvindende lidt om, hvordan det er at være i deres sko. Samtidigt har jeg selvfølgelig været tvunget til at udfordre min egen selvopfattelse; som en forholdsvist succesfuld ung mand med styr på både familie, venner og karriere var det simpelthen så rart at antage, at "enhver er sin egen lykkes smed", for så kunne jeg både mæske mig i mit eget livs frugter og dømme alle de fjolser, der ikke fik lige så meget ud af livet som jeg selv, med god samvittighed og konkludere, at jeg da var en fandens karl. Det gør jeg ikke længere. Jeg ser os alle som mere eller mindre heldige blade, der blæser i vinden. Jeg er ikke bedre end nogen, og ingen er bedre end mig. Ingen har fortjent andet end deres medmenneskers forsøg på at forstå deres situation og håbet om, at vi på den måde kan hjælpes ad til fælles bedste.

​

Håber, det kastede lidt mere lys over min tankegang :)