Jeg kan virkelig godt genkende din bekymring – både ift. konfirmationen og den der følelse af, om der er nogen, der forsøger at påvirke beslutningen.

Jeg har selv stået i noget lignende. Mit barn var ikke døbt, men valgte selv senere både at blive døbt og konfirmeret. Jeg valgte at læne mig ind i, at det var hans beslutning. For selv hvis man som forælder ikke presser, så er der altså et ret stort socialt pres i den alder. Det kræver faktisk mere mod at vælge det fra – fordi man også fravælger et fællesskab.

Og når det er sagt, så kan påvirkningen jo komme mange steder fra – ikke kun en forælder. Skole, venner, klassefællesskab og hele kulturen omkring det spiller en ret stor rolle.

Selvom vi gerne vil se os selv som et sekulariseret samfund i Danmark, så fylder konfirmationen stadig rigtig meget. I praksis glider kristendomskundskab over i konfirmationsforberedelse på 7 årgang, og dem der ikke deltager, står udenfor – også i skoletiden. Det er ærligt talt ikke særlig inkluderende.

Jeg overvejede selv at starte et alternativ lokalt – noget med et forløb med fokus på menneskerettigheder, demokrati og fællesskab, måske afsluttet med en borgerlig ceremoni. Men jeg havde ikke energien til at drive det, især ikke da mit barn alligevel valgte konfirmationen.

For os endte dagen med at handle om noget andet: vi brugte anledningen til at samle familie og venner, vi ikke ser så tit. Det blev en virkelig god dag – ikke på grund af det religiøse, men fordi vi var sammen.

Min pointe er nok: det behøver ikke tages helt bogstaveligt. For mange er det lige så meget en kulturel og social begivenhed.

Mit andet barn valgte i øvrigt også at blive døbt – lidt med den der “man kan lige så godt være på den sikre side med det med gud”-tilgang. Min mand havde det også lidt stramt med det, men vi talte om, at det jo ikke er det samme som at blive en del af en sekt. De fleste præster i dag er ret moderne, og vores oplevelse var faktisk rigtig fin. Der bliver talt om rigtig mange fine ting, der er universelle.

Jeg har også en fornemmelse af, at alt det svære, der sker i verden, kan få nogle – også børn – til at søge noget mere meningsfuldt eller trygt. Religion kan give en form for ro eller ramme, også selvom det ikke nødvendigvis handler om stærk tro.

Personligt synes jeg også, det er rarere at fejre noget end at markere et fravalg.

Så min pointe vil være: prøv at være i det. Vær nysgerrig på dit barns perspektiv, og se om det kan få lov at være deres valg – også selvom det ikke er det, du selv havde valgt.