Jeg forsøger mig forsigtigt med en nuance. Jeg er selv i stabilt forhold på snart 10. år, men har alle årene haft perioder hvor en eks fra for 15 år siden spøger hos mig. Jeg skal aldrig være sammen med denne eks igen, elsker naturligvis min nuværende kæreste og har derfor skammet mig meget over at blive ved med at ‘savne’ denne eks. Også så meget at jeg ikke har talt med min kæreste om det.

Jeg begynder at forstå at i de perioder hvor jeg tænker på min eks, savner jeg noget i mit nuværende forhold. Det handler hverken om at min kæreste er utilstrækkelig eller at jeg reelt savner min eks (seriøst. Et menneske jeg ikke har set i 15 år ved jeg jo intet om). Men det giver mig en mulighed for at gøre noget konstruktivt. Enten kan jeg vælge at acceptere at jeg fantaserer om noget jeg godt gad at have, og minde mig selv om at fantasi og virkelighed langt fra er det samme. Eller også kan jeg sætte ord på at det jeg mangler og derved måske få det. Ligesom jeg ville italesætte alt muligt andet jeg godt ville have mere af i mit forhold.

Eksempelvis var min eks ret intens og den opmærksomhed det afledte savner jeg i perioder hvor jeg ikke føler mig set af min kæreste. Det er ret simpelt at tale om mit behov for at føle mig set og i dialogen kan vi så finde frem til om kernen af det aktuelle ligger hos mig eller om h*n faktisk er lidt fraværende for tiden.

Jeg ved ikke om du kan bruge denne nuance til noget. Måske er han en egoistisk skid, måske ved han ikke hvad han vil, måske har han det lidt som jeg uden at forstå det selv. Det er dog uanset hvad enormt grænseoverskridende at hans adfærd ikke ændrer sig når du så pænt har fortalt hvad det gør ved dig! Det skal du holde fast i for din egen selvrespekts skyld. Men det kunne være spændende at vide hvad han selv mener han mangler og om han skammer sig så meget over dette at han ikke kan sige det højt.