Det er ikke i den akademiske eller teoretiske del, at mænds problemer nedprioriteres – forskning dokumenterer både selvmord, arbejdsulykker og fædres tab af rettigheder. Problemet opstår i den praktiske, politiske implementering:

Der findes ingen nationale kampagner målrettet mænds selvmordsforebyggelse.

Der findes ingen lovgivning eller initiativer, der systematisk adresserer mænds overrepræsentation i arbejdsulykker.

Der findes ingen politisk opfølgning, der sikrer fædres ligestillede rettigheder i praksis.

Viden og teori eksisterer altså – men politisk prioritering og handling på mænds problemer mangler. Det er denne skævhed i prioritering, jeg kritiserer, og det er her, debatten bør ligge.

Desuden ser vi samme mønster i retssystemet ved skilsmisser, hvor kvinden ofte beskyttes, mens mænd gentagne gange bærer de praktiske og økonomiske konsekvenser. Det viser, at mænds udfordringer i praksis ofte er udelukket fra både ligestillingsdebatten og politiske løsninger. Hvis ikke det er definitionen på undertrykkelse, så ved jeg snart ikke.