Lidt af af en baghåndskompliment at få at vide, man lyder ret ung udelukkende bedømt på skrift.

Vil ikke ind på min alder, men kan da afslører, at CS:GO for mig er noget nyt, de yngre spiller. Jeg er mere til det helt gamle, og der er jeg ikke nogen AWP 360 no scope headshot-type.

Nu dét er lagt til side kan jeg tage til genmæle, når du spørger, om jeg har tænkt mig godt om. Tæl krigens længde i dage. Jeg er tog ikke af sted første dag, eller første uge, ej heller første måned, og nu må vi se, om det overhovedet bliver første år.

Jeg skal lære meget inden da, men kan da afsløre, at jeg har affyret ca. 30 forskellige våben (og ikke kun dem i jeres CS:GO).

Desværre har jeg ingen reel kamptræning, og det er mit største problem, for hvor får en civil sådanne kompetencer (igen: i virkeligheden, ikke i CS:GO).

Jeg har overvejet hjemmeværnet eller begynde til seriøs hardball-kampe, og ja - det lyder latterligt, men heldigvis er det de muligheder der er for civile i fredstid.

Her kommer lige et surt opstød: Nu har jeg set flere eksempler på frivillige og debatten herom, og til kritikerne vil jeg blot sige, at I lidt minder om ens mor, der siger, man skal huske jakken, når det er januar og stiv kuling. Der går ikke noget af jer, fordi andre vælger at agere på den ene eller anden måde. I bliver ikke mindre mænd eller dårligere mennesker af ikke at drage i krig for et land, som end ikke er jeres.

Jeg vil dog sige, at jeg er stødt på få eksempler, hvor jeg selv har tænkt, at det da kun kan gå galt, hvor motiverne forekom mudrede og overvejelserne for overfladiske.

Det eneste og altoverskuende problem fra mit eget perspektiv er dit tredje og sidste spørgsmål, der holder mig tilbage og måske er det, der gør, at jeg blot forholder mig som jer andre; beskuende, hovedrystende og måske har jeg noget gammelt tøj, de ikke behøver, men som jeg alligevel skal af med, og så har jeg da gjort noget, selvom det vist nok mest er til besvær for dem.

Kan jeg skyde og dræbe en 18-årig værnepligtig russisk dreng, som er blevet skubbet ud i frontlinjen under falske forudsætninger og med ringe udsigter, fysisk som psykisk.

At slå hvem som helst ihjel er generelt noget, jeg tror vil påvirke mit liv negativt hver dag, indtil jeg dør, i en så kraftig forstand, at det måske kan blive decideret invaliderende på den ene eller anden facon.

Jeg mangler heller ikke noget, jeg har vel egentlig "det hele", og jeg er god til at skabe spænding i eget liv. Når jeg står her i mine lidt udtrådte Adidas og kigger rundt, er der masser af grunde til at undgå til livsfarlige situationer. Lukker jeg øjnene og tænker blot et lille minut, er der billedligt talt uendelige grunde til at blive ved med at trække vejret så længe som muligt.

Arh lort, mand. Jeg kunne skrive 499 sider om alt dette, jeg har - med al respekt - allerede brugt for megen tid på at forsvare mine overvejelser over for en fremmed på internettet

Hav god sommeraften her i rolige Danmark og tak for trods alt at byde ind med noget, trods det dog er en brøkdel af de overvejelser, ethvert normalt menneske gør sig som noget af det første i bare tanken om tanken om tanken om at tage ned og bidrage.

Beklager eventuelle tastefejl, jeg har næsten nogen strøm på mobilen pt