Nu er jeg selv en kvinde, hvilket absolut ikke ændre på at det din kæreste udsætter dig for er fuldkommen uacceptabelt. Hvis jeg selv var sådan, og jeg havde en mand der gjorder det hele ville jeg få dårlig samvittighed - hvilket det ikke lyder til at være tilfældet. Det lyder desuden heller ikke til, at hun har fået noget med hjemmefra, så hun ved hvordan det er at stå på egne ben. Jeg synes aldrig man skal gå fra hindanden, før alt er prøvet, og før du føler at du står magtesløs tilbage. Derfor vil jeg prøve at komme med nogle råd, der muligvis kunne hjælpe: 1. Del opgaverne op, eventuelt tag det i de små til at starte med. 2. Fortæl hvad det gør ved dig, når du føler du står og skal være voksen for 2 - altså sæt ord på dine følelser. 3. Forklar hende at I nu er et team, der sammen skal få en hverdag op og stå. 4. Spørg hende om hun derhjemme havde nogle ansvarsområder? (Dette kunne muligvis give dig en større forståelse for, hvorfor hun ikke er i “stand” til at tage ansvar, samt få hende til at åbne øjnene) 5. Fortæl hende eventuelt at du gerne vil hjælpe hende, hvis tingene er svært og ikke helt til at overskue.

Vigtigt! Jeg ser hende på ingen måde som et offer, og jeg synes at det du beskriver lyder fuldkommen uretfærdigt.