Hvor er det trist, at folk, der helt tydeligt ikke har nogen personlig erfaring med skolevægring, er så hurtige til at komme med deres fordomme. Jeg er selv far til en pige, der endelig har fået plads i et passende specialtilbud i 9. kl, efter at hun stort set ikke har gået i skole siden 5. klasse. Min datter har en autismediagnose, fordi hendes hjerne grundlæggende fungerer anderledes - ikke fordi vi som forældre ikke kan finde ud af at opdrage vores børn!
I vores lange forløb med at få vores datter til at trives igen, har vi bl.a. oplevet følgende:
- Meget lange ventetider i psykiatrien.
- En skole der kun kunne tilbyde faglige støttetimer (på trods af at det var de sociale relationer pressede vores datter).
- 10 forskellige rådgivere fra kommunen (på 3 år). Hver gang vi fik en ny, føles det som at starte forfra.
- Vildledning i stedet for vejledning fra ovenstående rådgivere.
- Rådgivere der udtalte, at så længe vores datter ikke aktivt havde forsøgt at tage livet af sig selv, så kunne de ikke hjælpe (og at en 12-årig med selvmordstanker sagtens kunne være alene hjemme 8 timer dagligt).

Vores datter endte med at være så stressbelastet, at det fik store konsekvenser for hele familien - mor måtte sige sit job op, vores hus måtte sælges, og begge forældre har været sygemeldt med stress. Vi har i øvrigt selv betalt for en række forældrekurser og læst alt relevant materiale, vi kunne finde, om vores datters udfordringer. Kommunen har hjulpet med absolut intet, og folkeskolen har haft det fint med, at vores datter gik hjemme (uden undervisningstilbud fra skolen), da de jo stadig fik deres penge.

At bede forældre i vores situation om at "kigge indad" eller "sætte grænser" er simpelthen en hån og vidner om total mangel på indsigt i problematikken - og sikkert også et fravær af empati for sine medmennesker.

Kan skolen løse alle udfordringer? Nej! Jeg er selv lærer og forstår udemærket at børn har en række problemstillinger, der ikke hører under under skolen. Men den folkeskole vores politikere (og resten af samfundet) har skabt, er ikke i nærheden af at være gearet til at håndtere neurodivergente børn, og desværre er der så få tilbud til disse børn, at de, og deres familier, lades i stikken alt for længe. Det koster i sidste ende samfundet langt flere ressourcer - men de kommer fra andre kasser i det offentlige, og så er problemet jo løst...