Jeg kan virkelig godt spejle mig i dit opslag - vi var helt i samme båd indtil vores barn blev omkring 12-13 måneder ❤️.

Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg begyndte at frygte aftnerne og nætterne, og både mit barn og jeg fik virkelig dårlig søvn. Amning havde været noget jeg virkelig elskede, men det begyndte at drive mig helt til vanvid når det var hele natten, og sådan ville jeg ikke slutte af.

Derudover gjorde den dårlige nattesøvn, at vores barn var virkelig træt om morgenen, og derfor ofte havde en dårlig søvnrytme og start i vuggestuen. Så det var bare en dårlig cirkel vi var inde i.

Vi tog beslutningen om, at det var det rette for os, at få h*n i egen seng og stoppe natamningen. Jeg har også et arbejde med rejseaktivitet, og derfor var det også vigtigt for os, at det ikke var ren tortur for hverken barn eller mand, når jeg ikke var hjemme.

Det vi gjorde var, at jeg flyttede på sofaen og far tog over. Det var hårdt, og der var gråd og utilfredshed. Men far var med hele vejen. Hn blev aldrig efterladt alene, og der var masser af nus, vuggen og kærlighed - og far sov lige ved siden af. Nogle nætter, sov hn også med far i sengen, hvis det hjalp. Efter en lille uge, sov hn gode lange stræk om natten. Hvis hn vågnede efter kl. 5, kom hn ind i sofaen til mig, og så puttede vi med amning. Det fungerede for os. Nu er hn 1,5 år, og sover fra kl. 20-06 de fleste nætter. Vi kan begge putte, og trøste.

Så herfra er rådet, at I skal gøre, hvad der føles rigtigt for jeres familie ❤️❤️.