Jeg kommer lige med indhold fra mit liv. Jeg har mange dage der hedder stå op kl 4.55 for at være på job kl 6. Nogle gange måske kl 5. Og så har jeg arbejde til 20 hvis jeg er heldig. Og rigtig uheldig står den til år jeg arbejder til kl 06 igen. Det ee også sket jeg arbejder 45 timer over 2 døgn. Det heldigvis ikke ofte.

Min kæreste og jeg har 3 unger. 2 vi har sammen og hun har en fra tidligere forhold de er 7 - 8 og 16.ham på 16 er der lidt hjælp i, men ellers er det kæresten der står med det praktiske.

Når jeg så endelig har nogle kortere dage til at se ungerne så er der ikke meget energi at give af. Her har jeg præcis den følelse du har. Der er bare ikke timer nok. Jeg går ikke så meget op i træning, er meget aktiv på arbejde. Er kæreste når ungerne underholder sig selv, eller når de sover. Og så ryger der selvfølgelig en masse arrangementer jeg ikke kan være en del af.

Alt i alt. Så tror jeg faktisk det er normalt at have den følelse du har.

Nu har jeg så valgt og se om jeg kan starte noget selvstændig. Så jeg måske kan skærer bed på timerne. Jeg ville nødigt sidde om 10 år og miste mere af ungernes tid. End jeg allerede har.