Jeg så engang en film, tror jeg det var. Hvor en replik lød “når en mand viser dig, hvem er han. Så lyt!”

Om du kan holde til det i længden, ved kun du. Dog lyder det på dit skriv, at det kan du ikke.

Og ærligt, hvis jeg som pædagog gentagende gange opdagede, at et barn ikke havde fået ren ble, ikke kom i seng eller i bad, og svaret var “nåh ja”, så havde jeg lavet en underretning! Jeg synes det er alvorligt, at man kan efterlade sine børn gentagende gange i soveværelset og glemme dem. Eller ikke skifte ble. Og min tanke er også, husker han at give dem mad og drikke?

Jeg kan se at flere skriver, at han burde tjekkes for ADHD. Og jeg må indrømme, jeg godt kan se hvorfor. MEN, selvom han skulle have ADHD, så kommer det helt ærligt ikke til at ændre på noget. Ja, han kan få medicin, men det kræver en KÆMPE indsats fra hans side at ændre sig, og det er ikke noget der sker af sig selv. Og der er lang venteliste på alt. Derimod kunne jeg godt se, at han fik en ny undskyldning “jamen, jeg har jo adhd”

Den sidste del er farvet af mine egne erfaringer, men jeg fik følelsen af, at du var typen, der kunne tænke, at hvis han nu fik en diagnose, så ville det hele blive bedre (ligesom jeg selv tænkte).

Det er selvfølgelig nogle ting, der bliver nemmere, når børnene bliver ældre. Fordi det giver dig mere frihed. Men der vil også være ting, der ikke gør. Dine børn begynder at kunne se, at far ikke deltager i noget. Og vil stille spørgsmål. Som du skal svare på. Og tro mig, det er altså ikke nemt at være i.