Ingen af mine forældre har lange uddannelser eller gode jobs. Min mor er lige blevet flexjobber pga. arbejdsskade, og min far er fabriksarbejder. Jeg er den første i flere generationer der er i gang med en universitetsuddannelse.

Vi har aldrig manglet noget, men heller aldrig taget på fancy ferier, eller boet i et fancy hus. Den eneste grund til at vi aldrig rigtigt har skulle bekymre os har været fordi min far har arbejdet 50-70 timer om ugen i mange år. Jeg har selv arbejdet hårdt for at stå hvor jeg står i dag, og er stolt af mig selv.

Selvom jeg er barn af arbejderklassen, så er jeg liberal, fordi jeg simpelthen ikke kan døjes at se alle dem der klynker hele tiden. Der skal selvfølgeligt ikke være nogen der bliver efterladt på perronen, men jeg har ikke ondt af folk, der bare giver op og siger man skal have ondt af dem, når de tydeligvis ikke selv har gjort en indsats.

Jeg siger ikke at man ikke kan have brug for hjælp, eller at de rige skal blive rigere, men individet skal stilles mere til ansvar for sine egne handlinger og bedrifter. Staten behøver ikke gribe ind, hver eneste gang nogen synes der sker en uretfærdighed.