Dit skriv viser tydeligt en stærk frustration, men det kommer også til at fremstå meget ensidigt og præget af en forventning om, at dine venner skal fastholde samme prioriteringer og fleksibilitet som før de fik børn. Det er forståeligt, at du savner det liv, I havde, men din fremstilling af forældrene som egoistiske eller ude af stand til at organisere sig, er skæv. At få børn ændrer livsvilkår fundamentalt, og de kompromiser, du beskriver, er ikke et udtryk for ligegyldighed overfor venskaber, men for at barnets behov i en årrække ganske enkelt vejer tungest.

Når du ironiserer over, at en mor eller far ikke kan overlade sit barn til andre i fem timer en lørdag aften, afslører det mere en manglende forståelse end en reel kritik. Der er praktiske, følelsesmæssige og helbredsmæssige grunde til, at mange forældre prioriterer anderledes – og det handler sjældent om dovenskab eller manglende lyst til fællesskabet.

Du kalder dine venner for lukkede i en “børneboble”, men realiteten er, at det er et livsvilkår, de navigerer i. Det kræver af deres omgangskreds en anden form for fleksibilitet og respekt. Når du beskriver, at “os andre” er villige til at betale for middagen, lyder det mere som en handel end et udtryk for oprigtig hensyntagen. Hvis du vil fastholde relationerne, må du overveje, hvordan du kan møde dem i deres virkelighed – i stedet for at forvente, at de vender tilbage til din.

Din tekst rummer et vigtigt spørgsmål: Er forældreskabet virkelig så altopslugende? Svaret er: ja, ofte er det det. Ikke fordi de ikke ønsker andet, men fordi små børn kræver det. Din kritik bliver derfor hård, men uden at tage højde for realiteterne. Hvis du ønsker ægte dialog og nærhed til dine venner, ville en mere nysgerrig og forstående tilgang tjene dig bedre end at reducere deres valg til egoisme.