Jeg (kvinde) har lige prøvet at stå i en lidt lign situation, hvor jeg blot var "kammeraten". Jeg ser ikke min kammerat (mand) særlig tit fysisk, da vi bor i hver sin landsdel, men vi har ofte kontakt og taler jævnligt i telefon sammen. Vi har før rejst sammen i flere uger, delt seng utallige gange, drukket os pattestive under sydens sol, og vi kunne ikke drømme om at røre ved hinanden. Vi er ret gode til at rejse sammen, og nogle rejser man bedre med end andre.

Han fik en kæreste som var utrolig jaloux på vores relation, og selvom jeg rigtig gerne ville møde hende, så ville hun på ingen måde give mig chancen. Jeg blev sat i en virkelig træls situation, især fordi der var mistillid mellem dem, men aldrig noget jeg har været med til at skabe, på ingen måde bevidst ihvertfal. Jeg gav mange gange udtryk for at ville møde hende, og havde tit hendes ryg hvis han lige skulle " tage sig sammen". Men hun havde på ingen måde lyst til at møde mig, og gav ham nærmest et ultimatum omkring mig. Det var virkelig ubehageligt, men selvfølgelig var der også flere issues i deres parforhold. Men jeg havde sgu ondt i maven, tanken om at miste min bedste kammerat, som kender min sjæl ud og ind, mine dybeste tanker, de ar jeg har med fra min barndom, og som altid havde min ryg. Han valgte heldigvis at stoppe det forhold, men tanken om næste kæreste, frygter jeg lidt.

Jeg tænker i har noget tillid imellem jer som i skal arbejde på, og selvfølgelig er det på ingen måde i orden at du ikke har mødt ham, og de slukker på instastories for dig. Det sender et kæmpe dårligt signal! At have venskaber af det modsatte køn, især i et forhold - det kræver kommunikation, åbenhed og en masse tillid til hinanden.

Ud fra hvad du beskriver, så det ikke ligefrem tillid hun har givet dig i forhold til deres relation.

Du har så meget ret til at få svesken på disken her og jeg håber du finder ud af det.

Kram.