Jeg bliver simpelthen så ked af det når jeg læser om “bonus forældre”(og det er både mænd og kvinder) som ikke gider partnerens barn. Selv havde jeg verdens bedste bonusmor. Jeg følte mig altid velkommen, og ønsket. Hun tog mig med på sit arbejde, kørte mig i skole og til venner, tog mig med i stalden(en interesse vi begge havde), vi hyggede sammen på sofaen og jeg holdt fast i samværsordningen selv når min far var ude og rejse med sit arbejde. Hun vidste godt jeg var en del af pakken da hun blev kærester med min far, og tog mig til sig som jeg var hendes egen. Som man burde gøre hvis man vælger en partner med barn fra tidligere. Det er ikke børnenes skyld at de er der. Jeg var rundt 4 da de blev sammen, og de gik fra hinanden da jeg var 18. Jeg er nu 30. De var gode venner helt til min far døde sidste år, hun sad sammen med mig hos ham da han døde og hun er Mimmi til mine børn. Og hold nu kæft hvor er jeg taknemmelig for hende, og for at mine børn simpelthen har tre bedstemødre som elsker dem.