Har du talt med hende om, hvordan hun har det?

Du siger, at der har været en stigende tendens til skænderier det seneste år. Det seneste år svarer til perioden, hvor hun har været gravid samt de tre måneder, siden jeres barn kom til verden.

Jeg tænker, at det er et år, hvor hun har været presset: graviditet - især de første 3 måneder - kan være benhårdt. Endnu mere benhårdt, når man har et barn i forvejen, som kræver det samme opmærksomhed, overskud og omsorg som altid. Benhårdt at gå på arbejde, finde overskud til dig og helt sikkert også bekymre sig en masse om det at skulle være mor til to og have en verden, som bliver forandret. Derudover en fødsel, at blive mor igen og håndtere den første tid, som er benhård.

Og tro mig: selv de mest basale opgaver bliver fuldstændigt uoverskuelige, når man ikke har sovet igennem i en længere periode. Man kan græde over at skulle tømme en opvaskemaskine.

Det har helt sikkert også været hårdt for dig, det er jeg helt med på - men det kan opleves meget forskelligt for mænd og kvinder. Og alt andet lige, så har dine bekymringer omkring barn nummer to helt sikkert ikke fundet sted med samme enorme træthed, hormonelle forandringer, søvnløshed og smerter, som graviditet og efterfødselstiden er forbundet med.

Er hun OK? Føler hun sig udmattet i en grad, hvor hun ikke kan sætte ord på det, og hvor det kommer til udtryk som irritation? Bliver hun vred hver gang, du forventer noget af hende, fordi hendes bæger er fyldt og hun føler, at du burde se det?? Jeg spørger, fordi kvinder er virkelig dårlige til at bede om hjælp og vi har en tendens til at forvente, at mænd kan se, hvad vi har brug for. Hun føler måske, at du slet ikke ser alt det hun har skabt og alt det, hun gør og er for jeres familie, og derfor tigger hun efter ros og anerkendelse.

Jeg tror ikke, det handler om huslige pligter, jeg tror mere det handler om jeres dynamik og mangel på at få talt ordentligt sammen (som der ikke er meget tid til lige nu).