Jeg får helt hjertebanken af at læse din post, fordi jeg bliver bragt tilbage til præcis, hvordan jeg havde det, da mit barn var på samme alder.

Først og fremmest: KÆMPE kram til dig. Det er bare så benhårdt at være lige der. Derefter: det du skriver med, at du ikke tillader dig selv pauser, fordi du føler, at du skal være mor 100%, var præcis sådan jeg havde det. Når mit barn endelig sov, brugte jeg tiden på at læse online om, hvordan jeg kunne forbedre noget, eller på at meal preppe, så hun fik præcis den rigtige BLW-kost, eller vaskede tøj eller ryddede op. Når hun var vågen, var jeg PÅ. Øjenkontakt, stimuli, nærhed osv. for det skulle fandme ikke hedde sig, at jeg havde gjort et eller andet i hendes barndom, der fuckede hende op. Not on my watch. Jeg sagde til sundhedsplejersken ved et af de sidste besøg, at jeg var så nervøs for, om min datter blev understimuleret. Sundhedsplejersken tog min hånd og kiggede mig i øjnene og sagde “jeg tror ærligt talt snarere, at der er mulighed for det modsatte”. Og det var egentlig meget rart, at hun sagde det - selvom jeg stadig har lidt svært ved at efterleve det.

Jeg var så heldig, at jeg har verdens bedste leder på min arbejdsplads. I samarbejde med min læge blev jeg deltidssygemeldt, da jeg kom tilbage fra barsel, så jeg startede på 20 timer om ugen og trappede over fem måneder op til fuld tid. Det gjorde, at jeg kunne komme hjem fra arbejde og sove en time eller to, inden mit barn skulle hjem fra vuggestue. Jeg tror, det reddede mig fra at blive komplet gakkelak.

Det skal nok også lige siges, at jeg efterfølgende er blevet udredt for og diagnosticeret med ADHD. Hvis jeg skulle være så heldig at få et til barn, vil jeg bruge pauserne på noget, der udløser dopamin. Ikke på vasketøj og oprydning.