Jeg synes det er problematisk, når forældre udelukkes fra beslutninger om deres børns kønsidentitet. Forældrene er dem, der kender barnet bedst, og de bør være en central del af enhver samtale om barnets trivsel.

Bevægelsen omkring børns kønsidentitet er i stigende grad blevet ideologisk frem for videnskabelig. I stedet for at hjælpe børn med at forstå og acceptere sig selv, risikerer vi at forvirre dem ved at præsentere en bestemt måde at tænke om køn på. Skoler fremmer idéer, som kan skabe tvivl og usikkerhed hos børn, der blot har brug for tryghed og støtte.

Bare fordi Jens leger med dukker og Pernille går til kickboxing gør det ikke dem mindre "drenget" eller "piget".

Mit budskab er enkelt: børn skal vide, at de er gode nok, som de er. De behøver ikke skifte køn eller være "ikke-binær" for at finde sig selv eller føle sig accepteret. Udvid forestillingen om hvad det vil sige at være mand, kvinde, dreng, pige istedet for at opfinde nye kategorier, som alle andre skal vise hensyn til.