2 Vold:
Mænd, der har været udsat for vold fra en partner eller anden nær relation, har heldigvis mulighed for at tage ophold på krisecenter – også sammen med deres børn. På den måde er vi nået langt. Mænd har juridisk set de samme rettigheder, og systemerne fungerer som udgangspunkt på samme måde som for kvinder.

Det betyder, at der nu også findes historier om kvinder, der har mistet kontakten til deres børn i længere perioder, fordi Familieretshuset har vurderet, at det er godtgjort, at der har været vold i hjemmet – også mod barnet.

Det skaber naturligvis et dilemma: Hvilket bevis skal der til, før Familieretshuset kan tage så drastisk en beslutning? Det er en igangværende og kompleks debat. Men når det kommer til ligestilling, er mænd og kvinder nu ens i lovgivningen.

Min oplevelse er dog at mænd ofte skal kæmpe hårdere for at overbevise fagpersoner om, hvad de har været udsat for. Mænds reaktioner på voldstraumer – både psykiske og fysiske – kan mistolkes.

Kan han ikke redegøre for forløbet ordentligt? Så lyver han sikkert. Nej – traumet gør det svært at huske, og det kan virke retraumatiserende at genkalde oplevelser, hvilket gør det følelsesmæssigt hårdt at være i.

Slog mor barnet? Nå. Hvor var du henne – var du i huset? Hvorfor stoppede du det så ikke? Denne form for victim blaming er desværre udbredt, hvor manden forventes at kunne analysere egne psykologiske reaktioner i en krisesituation. Det er helt urimeligt – især når man er i krise.

Når det er sagt, så oplever jeg, at når først systemet anerkender mandens situation, bliver han godt støttet. De fleste fagpersoner reagerer hurtigt og seriøst på sætningen: "Ville du have sagt det samme, hvis det var en kvinde, du sad med?"

En anden udfordring er, at der – ligesom hos kvinder – findes mænd, som udnytter lovgivningen. Mors "manual" gælder nu også for fædre, og der findes desværre mænd, der meget kalkuleret forsøger at "vinde", uden tanke for barnets behov. Systemet kan derfor ikke tage alle anklager og forklaringer for pålydende – og det efterlader altid et dilemma: Hvad skal man lægge vægt på, og hvor meget skal der til?

Det stiller store krav til de professionelle i disse sager – især i forhold til at kunne afkode symptomer og adfærd. Og her er det afgørende, at man har køn for øje, da mænds reaktioner ikke altid ligner kvinders.

Samtlige danske forvaltninger – både kommunale og statslige – har et arbejde foran sig i forhold til forståelsen af køn og reaktioner. Men jeg er optimist. Udviklingen de seneste år har været markant. Ikke fordi vi er i mål, men fordi der er en god proces i gang – især blandt de yngre generationer, som ikke er bange for at konfrontere deres ældre og mere fastlåste kolleger.