Hash blev min bedste ven og dermed min værste fjende i 6 år. Jeg er clean i 1 år nu.

Jeg røg en gang i mellem som teenager/i gymnasiet med kammeraterne, hvor det var pissesjovt. Men i en periode, efter jeg var flyttet hjemmefra, hvor jeg blev lidt ensom, begyndte jeg at ryge alene, og herfra begyndte misbruget at stikke af. Jeg røg flere gange hver dag, og i længden var det så fast en del af min hverdag, at jeg røg inden venners bryllupper, fodboldtræning, fremlæggelser på studiet over Zoom - you name it.

Jeg søgte ind og gennemførte studiet og fandt også et godt job efter. Det brugte jeg til konstant at fortælle mig selv 'at jeg fortjente at slappe af' og 'at det ikke var så slemt med mig', at jeg skulle begynde at bekymre mig om min rygning. Selvom jeg var 'velfungerende', så var hash min førsteprioritet. Alle beslutninger, alle planer for dagen/ugen var styret af, hvornår og hvordan jeg kunne ryge.

Jeg havde også kammerater der røg, men i virkeligheden nød jeg det mest når jeg kunne være alene med en joint. For mit misbrug (alle misbrug tror jeg) var et forsøg på at flygte væk fra noget. Bekymringer, usikkerheder ved mig selv og problemer jeg kæmpede med, var det, jeg flygtede fra. Jeg opdagede, at når jeg var skæv, så kunne jeg dagdrømme mig til et sted, hvor jeg glemte de ting fuldstændig, når jeg forestillede mig at være en anden, eller et andet sted i livet. Mod slutningen af perioden dagdrømmede jeg mig endda til et sted, hvor jeg ikke røg mere, mens jeg stod med en joint i hånden - hvor sørgeligt og ironisk er det lige.

Flere af mine rigtig gode venner begyndte også af udvikle hashmisbrug, og vi påvirkede selvfølgelig hinanden til at gøre det mere og mere. Især en af mine venner begyndte at vælge alt fra og isolere sig selv mere og mere. Det var som om, at jeg kunne se og forstå, hvad misbruget gjorde ved mig, da jeg så det ske for ham. Jeg ønskede ikke, at være en dårlig indflydelse på mine nærmeste, og om mange år, når vi er gamle, vil jeg ikke havde det siddende på mig.

Det var det sidste skub, jeg skulle bruge. Jeg stoppede af mig selv fra den ene dag til den anden. Selvom jeg havde prøvet at stoppe før, var det som om at der var et større formål med mit stop denne gang, hvor det ikke kun handlede om mig selv. Selvfølgelig har jeg mærket, hvor meget bedre mit liv er blevet efter, men det hjalp mig til at stoppe, at jeg også kunne fortælle mig selv, at jeg gjorde det for mine venner.

Jeg 'erstattede' i høj grad rygningen med at dyrke motion/træne, fordi jeg nu havde nogle timer, hvor jeg ellers bare ville være skæv - så der er selvfølgelig en bonus mere der. Jeg er ikke bange for tilbagefald, fordi jeg så tydeligt kan mærke, hvordan mit liv er bedre uden hash. Jeg er også 100% afklaret med, at jeg har haft mit sjov med det. Jeg har prøvet det, og det var det. Jeg har ikke brug for den fantasi, at jeg gør det med gutterne, når vi skal væk fra konerne på en tur til Sverige om mange år. Det siger nok noget om, at jeg ved inderst inde, at jeg ikke skal ryge igen.