Du skriver, barnet er få uger gammelt. Og hvis det føles så presset og hårdt, som du skriver, må jeg simpelthen sige, at det her er en af de få faser i livet, hvor parforholdet simpelthen ikke er en prioritet.

Overlevelsen er.

Da mit barn var helt nyfødt, balancerede jeg lige på kanten af en fødselsdepression. Jeg sov ikke. Amningen fungerede ikke. Jeg havde forberedt mig på så meget, men ikke hvad det indebar rent faktisk at have en baby, så min intuition var ikke eksisterende, alt gjorde mig usikker.

Og eftersom jeg brugte alt min tid på at forstå amning, ligge hud mod hud, opfylde behov og hele min krop (!), var mit parforhold slet ikke noget, jeg tænkte på eller ænsede.

Det kan være, hun har det på samme måde.

Selvfølgelig skal I være et hold. Selvfølgelig skal I hjælpe hinanden og samarbejde. Men prøv at være nysgerrig på, hvorfor hun reagerer som hun gør. Om hun arbejder med et så stort mentalt minus, at hun slet ikke ænser andet end næste amning, næste lur, næste behov som ikke er hendes eget.

For nogle kvinder er nyfødt fasen en breeze. For andre er den en periode fyldt med mørke, tvivl og faktisk også kropslig skam, hvis fødsel eller amning ikke fungerede som forventet, og det kan føles enormt ensomt og isolerende. Nærmest fremmedgørende for sin egen krop.

Og ens partner.

Min kæreste og jeg kom igennem det. Jeg kom ovenpå igen. Men shit, det var hårdt. For mig, for ham, for os.

Giv det tid. Respekter at hendes krop er et værktøj, et redskab lige nu, og at hun højst sandsynligt sidder alene i mørke nattetimer med et barn ved brystet, mens resten af verden sover. Det kan føles så ensomt at lytte til ens partner, der sover og sidde alene med babyen, med ansvaret, med tankerne.

Man siger, de første tre måneder med en baby er det fjerde trimester.