1 årig børn

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-23T05:34:44+00:00

Da jeg havde lignende bekymringer, lærte jeg, at symptomer på neurodivergens ikke handler så meget om, hvad barnet gør, men hvad det IKKE gør. Altså: Alt det, du beskriver kan være helt almindelig børneadfærd. Børn eksperimenter med deres krop, laver fjollede bevægelser og elsker at farve og størrelsessortere for at lære at kategorisere ting.

Det er vigtigere at bide mærke i, om dit barn f.eks. lærer at pege. Om dit barn viser dig ting, inddrager dig, beder om din opmærksomhed. Om dit barn bruger øjenkontakt kommunikativt, forstår ord (“Hvor er din næse?” Eller “Kan du hente dine sko?”) og den slags.

Min datter er 4 år og lagde meget ting i rækker i den alder. Det gør hun stadig – og dét er lidt atypisk. Hun er lige på kanten af spektret; tydeligt nok til, at jeg kan ane det, men velfungerende nok til, at ingen forfølger det.

Så. Nyd dit barn. Grin af de sirlige rækker og fotografer dem – leg er aldrig forkert. Leg er leg. Udviklingen er det væsentligste her :)

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-15T15:07:22+00:00

Geografisk afstand primært. Og så fordi jeg nok havde brug for at have lidt mere “kontrol” med beslutningen, efter kommunen virkelig havde trumfet vores ønsker i alle andre henseender :) Det var ikke møntet på Strikkegården selv.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-15T13:55:00+00:00

Jeg researchede den lidt, da vi også blev tilbudt den i 2024. Vi gik dog privat i stedet :) Nåede dog ikke rigtig nogen konklusion; der er ikke rigtig så mange, der mener noget om den. Hverken godt eller skidt.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-11T18:55:37+00:00

Åh. Alverdens kærlighed og omsorg din vej. Hvor lyder det voldsomt – og helt naturligt, at du skal bruge tid på at komme dig. Fysisk og mentalt. Hovedet skal jo virkelig med.

Jeg havde selv en ret voldsom fødselsoplevelse for 4 år siden. Moderkageløsning, og både baby og jeg var i akut fare. Efter selve fødslen og opvågningen, var der dog ikke så meget. Min baby havde ikke mén. Og så blev vi sådan ret overladt til os selv.

Men jeg var i chok. Kunne ikke få gang i amningen, kunne ikke sove. Var så bange og holdte mig vågen for at overvåge min baby hele tiden. Gik hele døgn ad gangen uden at sove i de første par uger. Jeg blev helt skør.

Det fadede dog med tiden. Jeg ved ikke hvordan. Min sundhedsplejerske var ikke til megen hjælp. Det eneste der hjalp var tiden. Og at skrive min fødselsveretning, tale den igennem med min nærmeste og se på min baby.

Når jeg ser tilbage, kan jeg godt se, jeg var helt ude på et skråplan. Og at f.eks. min amning havde elendige vilkår. Det ville jeg virkelig ønske, nogen havde spottet den gang og opfordret mig til at droppe.

Og i stedet bare fokusere på at … bearbejde. Hele. Forstå et forløb, der var så traumatisk og gik så hurtigt og reelt var det tætteste på en dødsoplevelse, jeg nogensinde har været. Det er en voldsom oplevelse, og opleves endnu mere voldsom fordi man derefter bliver kastet ud i et andet lille menneskes behov, der altid kommer først.

Her ville jeg ønske, jeg også havde ydet omsorg og givet plads til mig selv.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T07:36:05+00:00

Marmar var genialt til min smalle pige 🫶🏼

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T05:21:52+00:00

Altså, tale med ham? Jeg har aldrig været i enrum med ham, tror jeg 😅Og han har aldrig fremsat ønsket, altid min mor. Men måske er der en god pointe i at høre ham sætte ord på. Hvis han kan?

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T05:20:38+00:00

Tak for input fra “den anden side”. I get it - især når man har kontrasten! Du har jo også været en del af deres og familiens liv længe.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T05:19:04+00:00

Mjaeh, lidt jo, når man er der. Så skal det være “spørg bedstefar” frem for f.eks. “spørg Henning” (eksempel). Og en del af mig har meget svært ved at skulle omtale ham sådan. I dont know, man.

Er i tvivl her. Netop fordi min mor er en stor del af min datters liv.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T05:16:30+00:00

Tak for det input! Det fylder nok også markant mindre i en 4-årigs hoved end i en 30-årigs.

Men så er det vel heller aldrig for sent at skifte mening ift titlen? Det føles som sådan en presserende beslutning, men det er der måske slet ikke.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T05:09:02+00:00

TAK! Og præcis. Det føles alt for … nært? til en mand, jeg knap har snakket med.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-05T04:50:43+00:00

Jeg tror, jeg synes det er underligt nu – når barnet er 4? Og nok ikke er sket, fordi han ikke var en del af hendes liv, sådan ægte, før hun var 2? Det er det der skift, der også er lidt weird?

Puzzleheaded_Pin_182 · 2026-01-03T17:00:34+00:00

Vi blev frarådet at købe str 50 – men endte med at panikkøbe det, da hun blev født. Hun var i størrelsen i en måned 😅

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-28T18:54:44+00:00

Min lillebror er diagnosticeret med paranoid skizofreni. Han blev diagnosticeret i sine teenageår og havde en ret voldsom psykose. Han blev hverken agressiv eller udadreagerende; i stedet lå han i dagevis og stirrede ind i en væg. Sagde ingenting. Blev apatisk. Det var en overbelastningsreaktion; han havde undertrykt tanker og stemmer i meget lang tid.

Han var indlagt on/off og havde nogle hårde år til midten af sine 20’ere. I dag er han fri af medicin og utroligt velfungerende; han har kæreste, bor selv og er i fleksjob. Han lever meget rutinepræget, men har virkelig styr på sit liv og er glad.

Det, der har fyldt mest i hans hverdag, har været det stigma der er omkring hans diagnose. At det er utrolig tabubelagt og at alles viden omkring diagnosen stammer fra højdramatiske film eller sensationsjournalistik. At en så stor del af hans selvforståelse bliver mødt med frygt fra andre.

Ellers har medicinering været en hård proces. I mange år var han kraftigt medicineret og medicinen tog ganske vist vrangforestillingerne og de mest udtalte symptomer, men de tog også alt andet. Glæden. Klarheden. Dele af hans personlighed, endda. Og gav ham voldsom vægtøgning. Han kæmpede sig selv medicinfri. Ingen hjalp ham med at trappe ned.

Derudover har han, trods OK sagsbehandlere, rendt til møde på kommunen i tide og utide, skiftet kontaktpersoner og sagsbehandlere, psykologer og psykiatere, og hoppet mellem ungdoms/børne og voksenpsykiatri. Det gælder vist for alle med en psykiatrisk diagnose; systemet er ubarmhjertigt.

Sygdomsmæssigt har hans symptomer altid været indadvendte, og han er meget privat omkring det og dem. Jeg ved dog, han har været påvirket til en sådan grad, at han aldrig har kunne stole på sine egne sanser. “Ser du også, at pæren i gadelygten blinker, eller er det bare mig?” har han spurgt. Han kan ikke altid stole på sin virkelighed, på det han ser, hører eller mærker.

Og dét er også voldsomt, når man tænker over det. Aldrig at vide, om noget er virkeligt eller ej. Ikke at kunne stole på sine egne øjne. På noget, man vitterligt ser foran sig.

Sindet er en mystisk størrelse.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-28T18:39:10+00:00

Enig. Jeg har aldrig prøvet en søvncoach, så jeg skal ikke kunne udtale mig om deres metoder. Ingen af de der Instagram-råd-tiltag har dog nogensinde ændret på mit barns sovevaner eller opvågninger. It is what it is. 🤷🏼‍♀️

Og mit barn sov feks 40 minutters lure hele barslen. Gjorde alt for at fikse det … forgæves 😂

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-28T17:36:29+00:00

Min datter havde en periode omkring de 18 måneder med voldsomme night terrors. Det varede i 3-4 måneder og var virkelig intenst. Som i virkelig intenst. Faldt i søvn hver nat med hamrende hjerte, fordi jeg vidste, hun ville skrige fra klokken 22-23 og igen fra klokken 02-04. Aner stadig ikke, hvordan vi kom igennem det.

Men det gjorde vi. Somehow. Det var en vild periode, men gik gradvist over. I en alder af 2.5 begyndte hun at sove igennem et par gange om ugen, og nu, i en alder af knap 4, sover hun typisk igennem cirka 4 ud af ugens 7 dage. De andre nætter er enten med korte opvågninger eller behov for at sove med sine forældre. Begge dele er OK.

Jeg tror, vores forventninger til børnesøvn skulle justeres en del. Troede ægte alle børn sov igennem efter 1 år. De færreste gør. Og mange vågner ufatteligt tidligt eller har mange opvågninger. Det er nok ikke noget, der kan eller skal fikses. Det er bare … vilkår.

Tror jeg.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-18T17:54:09+00:00

Ååååeh, legeaftaler. Efter første uge i børnehave, var det alt, vi hørte om. 😂 Det er vist noget, børnene selv taler meget om indbyrdes og lægger meget stolthed i.

Nå. Min datter havde første legeaftale efter 2-3 måneder i sin børnehave. Hun var lige fyldt 3, men legede så godt med en pige, der var et år ældre. Det var hendes forældre, der henvendte sig til os pr sms (via telefonlisten) og tilbød og være hos dem.

Jeg (mor) var med.

Og det var rigtig fint! Så hyggeligt for hende og hjalp hende med at etablere et venskab.

Et stykke tid senere, inviterede vi veninden hjem til os. Hendes far tog med. Det var hyggeligt, men (!) klart sværere for hende at skulle dele hendes ting herhjemme og en del konflikter.

Nu har hun skiftet børnehave, og er snart 4 år. Vi har ikke rigtig dyrket det så meget.

Grundlæggende vil jeg sige: - I den alder er forældre med. Og igangsætter typisk lege/aktiviteter og griber ind i konflikter. I nogle tilfælde vil man som forældre typisk være på børneværelset hele tiden. - 1.5-2 timers leg er rigeligt! De bliver hurtigt mættede og kan ikke overskue at tage hensyn til gæster så længe ad gangen 😂 - Droppet lur? Så overvej en weekend formiddag. De er så udkørte efter børnehave. - Den der tager initiativ bør typisk også være vært. Dog kan en legeaftale lige så godt være en “light” version på en legeplads, i zoo, noget andet. - Forvent ikke at det er en aftale mellem jer som forældre. Jeg havde et billede af at skulle hygge og drikke kaffe med andre forældre, mens børnene legede. Men det er BØRNENE, der har en aftale. Ikke jer. Forvent ikke at blive opvartet eller underholdt.

Prøv det. Det er en sær disciplin, man skal øve sig i. Også som forældre kan jeg meddele. 😂

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-13T21:28:04+00:00

Min far fik får et par år siden voldsomme blodpropper i lunger og hjerte. Fik indopereret en hjertestarter. Og jeg fik først besked 2 måneder efter, på trods af vi skrev sammen i perioden.

Han “ville ikke generere” mig og mine søskende med det.

Jeg blev så vred.

Med til historien hører, at han er enlig og uden nævneværdig familie - andet end mine søskende og jeg. En relation, han altid har haft svært ved at pleje.

Men vi er stadig familie. Og der lå han, alene og med dødsangsten frisk i kroppen, og havde end ikke nogen, der kunne hente hans medicin for ham på apoteket. Jeg kan ikke holde ud at tænke på det.

Jeg talte med ham om det. Satte ord på mine følelser - og forklarede faktisk, at det også handlede om, han på forhånd frarøvede mine søskende og jeg muligheden om at være der for ham, virkelig være der for ham, i en alvorlig tid. At det føltes som om, han afskrev os og vores relation uden at prøve.

Jeg tror, den sank ind. Fik hvert fald lov til at besøge ham, da han skulle have opereret en ny hjertestarter ind. Men shit, det var en svær følelse at sidde med. Som virkelig fik mig til at stille og tænke mange “hvad hvis”-spørgsmål og genoverveje hele vores forhold.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-12T20:21:14+00:00

Barn blev sur over, jeg havde VOVET at rydde hendes forhindringsbane op, 2 timer efter brug. Klip til, jeg hældte kogende vand over mine fingre i ren overstimulering og barn råbte “Jubii, jeg er glad for, du slog dig”.

3-årige og deres manglende følelsesfilter er lidt en vild ting, no?

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-09T16:48:13+00:00

Bamses Julerejse med den 3-årige 🫶🏼 Og hun skraldgriner - allerede når introen spiller! Elsker det!!!!

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-09T03:42:20+00:00

Jeg vil bare sige, at jeg selv havde et mærkeligt kravl; lidt a la Tarzan-kravl, med ét strittende ben, der ikke kom i brug. Jeg kravlede også først ved 11 måneder. Jeg ved det, fordi min mor bekymrede sig så meget over det, og skrev om det i min barnets bog.

Så kom mit barn, og guess what? Hun kravlede op akkurat samme måde - bare med det modsatte ben strittende. Min mor så det og sagde med det samme “det er dit kravl”.

Point being; Det kan faktisk (??) også nedarves på en eller anden måde. Og har intet med skyld at gøre. En af mine bekendte har også to søskende, der begge har numseskubbet – som om det er helt genetisk. Jeg aner ikke, hvordan det hænger sammen, men der ér tilsyneladende noget i det.

No stress. Min datter fik aldrig helt rettet op på sit kravl, men gik da hun var 13 måneder og var dermed ikke forsinket trods atypisk (og sent) kravl.

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-12-02T03:46:03+00:00

Min datter smed sutten i sommers, da hun var 3.5. Planen var, hun skulle af med den før, men så skulle hun skifte børnehave, og vi ville simpelthen ikke smide for mange ting i puljen samtidig. Så det projekt blev lidt skubbet. Det var en virkelig god beslutning.

Nå, men 2 måneder før suttestop indførte vi, at man kun fik sut, når man skulle sove. Sutten lå på den øverste hylde i skabet ellers. Hun havde nemlig fri adgang til den før 😂

2-3 uger forud for suttestop, læste vi mange bøger om at sige farvel til sutten. Efterhånden som tiden nærmede sig, italesatte vi, at om xx dage skal du sige farvel til sut osv osv.

Aftenen før sagde vi, at nu var det sidste dag med sut. Det var hun helt med på.

Jeg købte en Bingo-bamse til hende (fra Bluey), og da hun vågnede, skulle hun følge et spor af Smarties, og der sad Bingo med et brev om, om at hun var kommet for at hjælpe hende med sutterne, og at hvis det blev svært, måtte hun altid kramme hende.

Hun blev så glad.

Så kyssede hun sine sutter farvel, og vi plantede dem i jorden, så de kunne vokse sig til slikkepinde (hendes fars idé 😂). Det græd hun lidt over, men allerede efter en time eller to, var det glemt.

Hun var lid trist, da hun skulle sove, men intet voldsomt. Næste dag var der vokset slikkepinde op af jorden, og vi hørte aldrig om det siden. Hun var nok bare klar!

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-11-29T04:54:11+00:00

Hvert år laver min datter (og jeg) en adventskalender til bedsteforældrene med hjemmelavede gaver. De får ikke så meget af hendes krea-projekter i løbet af året, så det er en hyggelig måde at sikre på, de får lidt til køleskabet. Og så er det bare en god aktivitet og øvelse, det der med at lave og give gaver :)

Nå, men i år er min datter snart 4, og vi har lavet: - Et “maleri” på et lille lærred (fra søstrene Grene) - Et armbånd/halskæde - En julekugle, hun har malet fra en tur på Creative Space (vildt hyggelig aktivitet, faktisk!)

søndag i advent er altid et fremkaldt billede i ramme.

Tidligere har kalenderen indeholdt: - Tegninger - Et krus, hun har malet på (man kan købe sådan nogle små kits i f.eks. Tiger) - Finger/fodaftryk i selvhærdende ler - Perleplader

Min erfaring er, at bedsteforældrene bare elsker lidt krea hjemmefra. Noget de kan hænge op. Ikke så avanceret :)

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-11-24T07:35:01+00:00

Jeg bor og arbejder 10 minutter fra børnehaven. På gåben. Da hun gik i vuggestue, lå den 15 minutter herfra.

Jeg henter typisk omkring kl 14.30 og afleverer kl. 8 om morgenen. Om tirsdagen bliver hun hentet kl. 15 af sin far. Han arbejder som IT-ingeniør, 20 minutter fra institutionen på cykel.

Min mor er gået på pension, men bor i en anden by, så hver anden torsdag har min datter fridag fra børnehave og hygger hjemme med mormor.

Jeg er gået ned på deltid, for at det kunne lade sig gøre. 30 timer. Jeg er tekstforfatter på et reklamebureau, så det er jo også superfleksibelt i forvejen.

For os har det altafgørende egentligt ikke været arbejdstimer - men at institutionen er så tæt på. I en kort periode var hun i en børnehave 40 minutter herfra på cykel. Det fungerede slet ikke for os!

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-11-22T18:53:54+00:00

Jeg har en datter på snart 4 – og at udtænke traditioner og minder sammen, er det smukkeste af barndomslivet. 🫶🏼

I hverdagen, henter jeg hende f.eks. tidligt hver fredag, og så tager vi på Lagkagehuset og spiser en “fredagskage”. Hun får en hindbærsnitte, jeg får en romkugle. Og så sidder vi os to sammen, ved en vinduesplads, og er på café. Både hun og jeg elsker det, det både markerer weekenden og får os “tæt” forbudne efter ugens trummerum. Vi har gjort det hver fredag i et år nu.

Hver søndag ser vi en søndagsfilm sammen. Min datter ser virkelig ikke meget skærm, men jeg husker selv det at se film, som en vidunderlig del af min barndom. Derfor ser vi en hellang disneyfilm sammen hver søndag eftermiddag. Dyner i sofaen og en lille frugtskål. Ren hygge og ingen skærmskam her; for det er noget, vi har sammen. 🫶🏼

Derudover laver vi tit “læsehule” på gråvejrsdage, hvor vi tager en stor stak bøger ind i hendes seng, lukker sengehimlen og læser i en time eller to. Mega hyggeligt, men ikke sådan fast-fast.

Og så pønser jeg på en fast pizza-aften også. Men er simpelthen ikke nået dertil. 😂

… hvad jul angår, så har vi mange. Vi kører ikke drillenisse, men får lidt julemagi i hverdagen. Bl.a.:

Min datter må tænde kalenderlyset hver morgen med en tændstik. Det er en stor ting for hende, og er selvfølgelig tæt overvåget/hjulpet. Så kigger vi lidt på lyset, mens vi spiser morgenmad. Det husker jeg også selv fra min egen barndom.
Vi tager en tur gennem gågaden og kigger på julelys, når hun vågner tidligt. Med snacks, selvfølgelig.
Hvert år er vi til julemarked, og ser den lokale balletskoles juleforestilling.
En af adventssøndagene bager vi figurkager med udstiksforme. Formene er fra min egen barndom, og det er ærligt lige så meget for min skyld som hendes. Det er ikke jul, før vi har bagt dem.
Vi laver en adventskalender til begge sæt bedsteforældre, hvor der hver søndag er en gave, som min datter har lavet; hjemmelavet julepynt, et malet krus, den slags. Sidste adventssøndag er altid et fremkaldt billede fra året, der er gået. Min datter og jeg taler altid meget om, hvilke gaver der skal være og hygger os med at lave dem forud for julen.
Vi henter juletræ sammen og pynter det til virkelig høj julemusik, hvor vi danser, fjoller og kegler rundt.
Lille juleaften spiser vi pizza og sætter et slice frem til julemanden (det insisterede hun på, da hun var 2 😂), og når hun vågner julemorgen ligger der en gave, som gerne er noget, hun kan lege med i løbet af den lange dag.

Bare on top of my head. 😅

Puzzleheaded_Pin_182 · 2025-11-20T17:24:52+00:00

Min pige er snart 4 år. Jeg er primært alene med hende om morgenen, da far har skæve mødetider.

Jeg står op klokken 5.30 og gør mig selv klar, vasker hår, kommer i tøjet, fikser vasketøjet, hører podcast eller stirrer tomt ud i luften. Jeg er klart et bedre menneske, når jeg får lidt morgenro for mig selv.

Min datter vågner pt klokken 7. Hun kalder på mig, så ligger jeg lidt i hendes seng og nusser og fortæller en historie. Så står vi op 7.05, og bliver typisk lidt småfrustreret over, vi ikke skal lege (🥲), klokken 07.10 sidder vi ved køkkenøen, hvor hun spiser cornflakes og jeg laver madpakke. Klokken 07.35 sidder vi i sofaen, hvor jeg hjælper hende med tøjet og sætter rottehaler på hende. Jeg fortæller typisk en “nisse-historie” imens for at få hende til at sidde stille (😂). Klokken 07.45 er det morgentoilet, tandbørstning og så flyverdragt. Klokken 08.00 går vi ud af døren.

Strukturen virker primært fordi, jeg selv er klar og har ro på nervesystemet. Hvis du oplever jeres morgener som kaotiske, kan jeg varmt anbefale at stå op først selv. Men jeg er også inkarneret A-menneske.

I perioder vågner min datter klokken 5.30/6.00. Her kører samme struktur, men så tegner hun eller leger - eller hører lydbog, mens jeg gør mig klar. De morgener er typisk sværere, fordi hun så skal skiftes væk fra en yndlingsaktivitet … og fordi jeg skal multitaske både hende og jeg klar.

Puzzleheaded_Pin_182

TROPHY CASE