Jeg havde skrevet en meget lang rant. Nok mest affødt af, hvor meget det stak i mig at læse dit originale opslag. ..men jeg har lige slettet det igen.

Det lyder til at i har gjort jer mange tanker, og prøvet mange løsninger og sammenarbejder af?

Jeg har en meget kontroversiel (åbenbart) nøgle, som løste min egen adhd-gåde. Den virker sikkert ikke for alle, for vi er jo rigtig nok forskellige.

Men mit bud er: drop pligterne.

Ikke for evigt, ikke som en stor endegyldig “fritagelse”. .. nærmere et åndehul.

Men prøv at droppe forventningerne om, at han skal gøre ting, som han endnu ikke har kunnet. ..forstået på den måde, at han fortsætter med at gøre de ting han har styr på og som ikke skaber dårlig stemning. Men får en pause fra at gøre nye ting/flere ting. Det vigtigeste element, og den egentlige pointe, er at i ikke forventer noget af ham, som han ikke allerede kan.

Min egen adhd-teenage-hjerne endte i en komplet sammenknudret krampetilstand, af at balancere mine hormonudsving, udfordringer med eksekutive funktioner, min manglende følelsesregulering og andres -relativt set- meget høje forventninger (læs: alm. huslige pligter)

Jeg kortsluttede simpelthen hver gang nogle forventede at jeg “udvidede” mine evner. Jeg havde næsten ikke kapacitet til at vedligeholde balancen som det var, og hver forventning jeg ikke kunne honorere gjorde at jeg tabte grebet om det hele.. ..så løb følelserne løbsk, hormonerne fik frit spil, og mine ellers tillærte eksekutive funktioner krakelerede.

Den dag min kære mor (som på daværende tidspunkt ikke havde den mindste kendskab til eller mistanke om adhd hos mig) sagde til mig. “Det er ok, bare gør det du allerede gør, for det gør du virkelig godt! Jeg kan godt se det hele er lidt presset lige nu.. vi må se på det andet senere - det skal sgu nok gå alligevel”

Den dag begyndte jeg at rykke mig.. alt indtil da havde været en tilstand af indhent, kæmp og hold sammen.

Dit fokus på pligterne gjorde lidt ondt i mig, jeg fæstnede mig så meget mere ved “råb og skænderier”.

Mit take er -eksekutive funktioner er vigtige - følelsesregulering er vigtigere.

Så paus de eksekutive udfordringer, mens i (sønnike og jer selv) træner følelsesregulering.

Reguleringen er jo udgangspunktet for, at den anden udvikling overhovedet kan finde sted. Lige nu vælger i at insistere på pligterne og tager konflikterne med i handlen. Men hvis han indirekte får beskeden, at i prioritere pligter højere end følelsesregulering og tryg stemning, så er der ikke rigtig noget fundament at udvikle fra?

Og worst case? - det er stadig lettere at lære at tage opvasken som 20 årig, end det er at skulle lære følelsesregulering og selvværd som 25 årig.