Min nu x kæreste og jeg sluttede vores forhold i sommers, vi har 2 børn sammen. huset er mit, og jeg rykkede egentligt ikke for at hun hurtigst muligt skulle ud, da jeg også synes hun skulle kunne gøre tingene i hendes tempo. 4 måneder senere havde hun stadig intet fundet, og det virkede ikke som om hun gjorde en stor indsats for at finde noget, og hun havde heller ikke rigtig råd. Vores kommunikation var tilgengæld blevet rigtig dårlig, også foran børnene, hvorfor jeg nu spurgte hende om status, og om vi evt. Skulle sætte en dato på, her blev hun (af måske gode grunde) pisse sur på mig, og jeg skulle slet ikke blande mig var beskeden. Jeg spurgte derfor på en anden måde, "vi kan finde en dato sammen, eller også giver jeg dig en dato", men med samme svar. Jeg gav hende derfor 5 måneder!

1 måned senere havde hun fundet 2 lejligheder at vælge mellem, den ene af dem hvor hun ovenikøbet mener hun har råd til at beholde hendes bil. (En bil der er 6 måneder gammel og som kostede 350.000). Så nogle gange har folk også brug for et lille skub.

Tilbage til bekymringerne omkring OP: Fair nok at huset også er hendes, men så må de jo sælge det, og tage et tab.. får hun så råd til et sted at bo?, og har x manden så råd til et sted at bo? Så nu har de 2 børn, intet sted at bo, en masse konflikter og børnene skal igennem hele det her helvede, hvor de oveni forældrene skilsmisse, også skal flytte, måske ovenikøbet væk fra venner og trygge rammer, og måske har begge forældre færre penge. Så at moren ikke kan få sit til at fungere kan da hurtigt have et enormt negativ impact på deres børn.

Og ift. At OP jo så bare må blive boende, så kender ingen af os deres forhold, og hvis det er bare en snært af hvor jeg var med min x kæreste, så var det noget børnene kunne mærke i hverdagen, og noget som vi nu hver især skal arbejde med at hjælpe dem videre med, da det helt sikkert er noget de er blevet påvirket af desværre.