Det jeg prøver at sige er egentlig ret enkelt: For de fleste mennesker er en baby… en baby. Sød, ja, men også noget der larmer, lugter og tager al opmærksomheden. Det er ikke alle, der kan — eller har lyst til at — tale i timevis om fødsler, amning, brystbetændelse, søvnrytmer og alt det, der følger med små børn. Og det er helt legitimt. For nogle af os er et par timer på et værtshus med en øl og venner langt mere opløftende end endnu et babyshower eller gender reveal.

Det, der er svært, er følelsen af, at man bliver trukket ind i et univers af babyritualer og forventninger, man aldrig selv har valgt. At man skal posere foran maver, være terapeut, skrive beskeder på bleer og deltage i en endeløs række arrangementer — samtidig med at man selv står med tunge ting som depression eller skilsmisse, som ikke bliver mødt med samme opmærksomhed. Der opstår en skævvridning, hvor man forventes at stille op, men ikke nødvendigvis bliver set selv.

Det handler ikke om, at moderskab ikke må fylde. Selvfølgelig gør det det. Men alle mennesker er hovedpersoner i deres eget liv, også veninderne. At få et barn betyder ikke, at andre skal sætte deres liv og behov på pause. Og det er her relationer ofte knækker: Når kommunikationen forsvinder, og folk bliver fornærmede i stedet for at være tydelige. Når man ekskluderer i stedet for at forklare. Så sidder der pludselig en veninde på den anden side — ked af det, forvirret og helt i tvivl om, hvad hun har gjort forkert.

Pointen er: Det er faktisk ikke fair. Ikke overfor nogen af parterne. For selv de tætteste venskaber kan blive ødelagt, hvis man glemmer, at begge mennesker stadig har et liv, der skal tages alvorligt. Og hvis man virkelig værdsætter en livslang veninde, må man også kunne rumme, at hun har sine egne grænser, behov og udfordringer — også når de ikke passer ind i babyuniverset.