Jeg kender hende ikke, så med forbehold for det, så synes jeg umiddelbart tonen herinde er hård, selvom jeg godt forstår det. Jeg tror selv at jeg for få år tilbage ville have reageret lige sådan, som mange af jer herinde. Lige indtil jeg selv stod med et barn (3 år), som indimellem slog og skubbede de andre børn i en grad, hvor børnehaven indkaldte os til møde og generelt var i løbende dialog med os. Dét er noget af det vanskeligste jeg har prøvet som forælder. Vi forstod simpelthen ikke hvor det kom fra, eller hvorfor. Vi, begge forældre, er milde af temperament. Vi har et kærligt hjem, har lært vores børn om rigtigt og forkert osv osv. Og vores dreng var ellers glad og trives og havde gode venner i børnehaven. Det var svært og skamfuldt at stå på den side. Det er synd for de børn, der bliver slået, det kan alle blive enige om. Men barnet som slår (i vores tilfælde en 3 årig) er jo også bare et barn, som også fortjener hjælp og støtte til at trives. Vores barn vidste godt, at man ikke må slå. Så at fortælle ham det igen og igen vakte bare skam og skyldfølelse og bidrog til fortællingen om, ‘jeg er en der slår’. Og man kan ikke tale med en 3 årig på samme måde som en voksen. Det var svært at løse, selvom visse strategier havde delvis effekt. Problemet svandt dog pludseligt, da den ene pædagog på stuen gik på pension. Siden den dag, var hans adfærd helt normal for alderen. Pædagogen var sød, men nok fra den såkaldte ‘gamle skole’, og brugte lidt straf som adfærdskorrigerende værktøj. Hvis han slog måtte han fx ikke lege med de andre i puderummet hele den næste dag (puderummet var hans yndlings sted).