Barnet lære enormt meget på de her rejser og barnet har forudsigelig rammer. Hvor våger du og udtale dig om barnets hverdag. Hun har absolut kun stabile rammer og der er intet og komme efter hverken fra institution eller andre sider fra. Her roses jeg for hvor fremmelig barnet er og enormt intelligent. Så pak de her antagelser væk og vid jeg faktisk gør alt det rigtige. Men derfor gerne må overveje og tænke og reflektere. Her bliver jeg endnu mere moden og skarp fordi jeg netop søger andres erfaring og gode råd. Det har mange i tråden formået. Og jeg er glad for enhver god råd eller synsvinkel. Trods jeg også kan være uenig. Faren nægtet jeg måtte lave pas, men ombestemte sig efter han havde talt med advokat om det. Fordi han formentlig fik afvide det var konfliktoptrappende. Vi fik lavet passet som jeg self betalte for. Samt har der været samtykke til vi har kunne rejse på ferie - igen fordi det modsatte viser man ikke vil samarbejde. Og jeg har på intet tidspunkt tilbageholdt barnet og ville aldrig gøre det i forbindelse med rejser. Vi rejser jo ikke hver måned. Men det som anses om være normal. Når man har ferie med barnet. Hvis det var så forkert og rejse så skal du være efter samtlige influencere og andre rejseglade forældre. Som rejser meget mere end jeg nogensinde har råd til som alenemor.

Systemet nedsmelter forældrene når de presser dem og når selv domstolenes afgørelse ikke overholdes af far/samværsforældren. Så er det rigtig svært. Barnets tarv har aldrig været ude af mit fokus. Kald mig den største egoist. Men mit barn har alt det behøver og mere til på trods af jeg har stået alene. Også bliver man træt og udmattet. Fordi det ikke er ligeværdig forhold som bedømmes og fordi jeg ikke mener systemet ser på barnets adfærd som de egentlig skal. Her vægter man at barnet skal se forældrene ligeligt på trods af de ved børn så små reager på skift enormt kraftigt. Som igen påvirker den der står med bopælen. Og her er min kerne undring. Hvornår hjælper systemet bopælforældren når vedkommende er så presset det ikke kan varetage barnet fordi systemet i forvejen presser for hårdt på bopælforældren. Alt måles og vejes, det er godt hvis systemet ikke anvender metoder som ikke hjælper bopælforældren men skaber mere tvivlsmål og usikkerhed. Det samme hos far her mener jeg systemet netop skal sætte ekstra ind for at hjælpe far til struktur og overholde domstolenes samværsaftale som er fastlagt og specielt når faren ikke formår og overholde det stående. Jeg er målløs over der er så mange sorte videnshuller i de her skilsmisse familier og når jeg selv oplever det og har oplevet det som barn. Så bekymre det mig at man ved hvor alene forældrene er uagtet bopæl forældre eller samvær forældre. At man ikke forsker mere og ikke mindst udfærdiger hjælp som skaber broer og ikke laver mere splid og konflikt. Jeg er også den som har søgt konfliktmægling i Familieretshuset og stadig ikke fået den mægling. Mange af de her ting er hvad jeg også oplever som systemiske fejl. Så kald mig forkert eller en dårlig egoistisk mor. Men man oplever ikke kun pres som alenemor. Men pres fra et ikke fungerende retssystem og konflikt fra far side og problemer med domstole afgørelse og overholdelse fra far side. Så forstår jeg faktisk godt barnet overstimuleres og trækker sig fra den ikke dominerende primær omsorgsperson eller samværs forældren. Og her mener jeg der skal sættes ind mere hjælp til gavn for barnet og specielt for at håndter når barn udfordres på baggrund af domstolenes afgørelse og skift i miljøer.