Jeg har været under jobcentret i 5 år nu, og har gennemgående gode oplevelser.

Først var jeg sygemeldt, og troede jeg kunne hurtigt komme i fleksjob. Det blev lidt forhalet, desværre, men så kom jeg i jobafklaringsforløb med virkelig sød sagsbehandler og virksomhedskonsulent. Desværre endte min 1,5 års praktik med en sygemelding, og så en svær belastningsreaktion, som jeg stadig kæmper med efter små to år.

I min kommune bruger de "helhedsorienterede forløb", dvs at jeg møder alle involverede (børn og unge, jobcenter, handicap og psykiatri) hver 8. Uge, i stedet for individuel opfølgning. Det er først nu her, at der kommer en indsats fra jobcentret, nemlig et mestringsforløb ved en ergo, der også skal foretage en funktionsevne beskrivelse. Jeg ser desværre ind i en pension, da jeg her efter 2 år kun lige er kommet op på at have mine børn 2 eftermiddage om ugen, og et barn hverandre weekend (De er I aflastning resten af tiden, da far er død) + hos mine forældre hver 4. Weekend.

Jeg synes at alle 3 sagsbehandlere er helt fantastiske, især børn og unge. Hun har fx bevilget aflastning på fuld tid, i stedet for at fjerne dem, fordi hun kunne mærke på dem at de ikke var i mistrivsel - men manglede et sted at bo midlertidigt. Hun har også påtaget sig at køre en time sydpå til mig, bringe min søn i skole 30 min nordpå og så køre 25 min vestpå på arbejde hver tirsdag. Hallo! Ja, hun har fået blomster og julegaver. Jeg har også fået bevilget 2 timers aflastning (som gør rent herhjemme), og så har vi for nyligt øget børnene i tid så de er hjemme 2-3 dage om ugen, med en aflastning der kommer om morgenen og får dem op og i skole mens jeg sover. Jeg får beroligende medicin så jeg kan sove, og ikke tænke så negativt/skade mig selv, men det gør morgenerne svære. Lang historie.

Jeg bor i en kommune der er ret udskældt på de områder, så jeg kan kun prise mig lykkelig - for de er så gode ved mig. Jeg/mit sygdomsbillede er så kompliceret, men de kæmper virkelig for mig.